Hunde får fri adgang til Tivoli søndag

Tivoli slår i morgen søndag dørene op til 'Hundens Dag', hvor alle hunde er æresgæster.

I morgen søndag bliver Tivoli fyldt med vandskåle, kødben og logrende haler, når menneskets bedste ven er æresgæst i forlystelsesparken.

Én gang om året slår Tivoli nemlig portene op til ’Hundens Dag’, hvor de inviterer velopdragne hunde i snor og deres ejere indenfor til en dag i de firbenedes tegn.

Det foregår i Carstensens Have i Tivoli. Her vil Dansk Kennel Klub og Tivoli byde på masser af aktiviteter for både de firbenede og deres ejere.

Top dogs

Årets tema er ”Top Dogs” – altså hunde, der har været ejet af regenter og præsidenter, så der bliver skruet ekstra op for glamouren, når hundredvis af hunderacer tager på et årligt besøg og spadserer i samlet parade gennem Haven. Der lægges ud med første bjæf fra klokken 11.00, oplyser Tivoli en pressemeddelelse

Undervejs vil hundene kunne boltre sig på agilitybanen, og kommende eller nuværende hundeejere kan få gode råd til alt fra pelspleje til hunderacers kendetegn og brugsegenskaber.

En gang om året åbner vi portene for hunde, der ellers ikke må komme ind i Tivoli. Det plejer at være et tilløbsstykke for hundeejerne og deres hunde, siger Tivolis pressechef Torben Plank.

Forventer mere end 1000 hunde

Mange gæster benytter sig af den årlige mulighed for at tage sin hund med i Tivoli, og eventet fungerer også som hundetræf, hvor forskellige raceklubber mødes til en hyggelig dag.

- Vi forventer besøg af mere end 1000 hunde plus det løse. Ingen husker længere præcis hvornår man første gang dedikerede en hel dag for hunde i Tivoli. Og ingen ved heller ikke rigtig hvorfor. Men faktum er, at Hundens Dag i Tivoli er en af de længstlevende traditioner i Haven, siger Torben Plank.

100 forskellige hunderacer i parade

Når Rådhusklokken slår 14.15 starter årets raceparade gennem Tivolihaven. Collie, gravhund, boxer, chihuahua, irsk ulvehund, mops og schnauzer er bare nogle af de omkring 100 forskellige hunderacer, som spadserer i flok i paraden. Dagen bliver afsluttet med en agilityopvisning foran Plænen, hvor Schæferhundeklubbens, hvor Schæferhundeklubbens Kreds 2 Amager viser, hvad de kan.

Program for Hundens Dag i Tivoli

11.00-23.00 Flinke hunde i snor er velkomne i Tivoli
11.00-16.00 På græsset foran Plænen kan hunde og deres ejere prøve den opstillede agilitybane
11.00-17.00 Besøg Dansk Kennel Klubs informationstelt ved Plænen og deltag i konkurrencen om spændende præmier
14.00-14.15 Opstilling til raceparade foran Pantomimeteateret
14.15-15.00 Raceparade gennem Haven - kom og vær med!
15.00-16.00 Show på Plænen. Årets tema er "TOP DOGS - hunde ejet af regenter og præsidenter"
16.00-16.30 Opvisning på agilitybanen ved Schæferhundeklubbens Kreds 2 Amager.

Kilde: Tivoli 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik