Hollandsk gave deler vandene på Københavns Rådhus

Borgerrepræsentationen i København skal på næste møde beslutte, om man vil tage imod en venskabsgave fra Holland, men politikerne er ikke enige.

Det er et cykelstativ som dette, som den hollandske ambassade vil give København. Der er plads til 10 cykler i det særlige cykelstativ. Foto: Cyclehoop Ltd.

Når Borgerrepræsentationen i København om godt to uger mødes, skal politikerne afgøre, om København skal tage imod en gave fra den hollandske ambassade.

Det stativ må de placere i Holland

Jakob Næsager, De Konservative

Gaven er et specielt cykelstativ med et helt særligt budskab.

Cykelstativet er nemlig formet som en bil, og med plads til ti cykler signalerer det, at en parkeret bil fylder ti gange så meget i byrummet som en parkeret cykel.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den hollandske ambassade vil give København en såkaldt 'Car Bike Port’ fra Cyclehoop Ltd. Cykelstativet består af en ramme af aluminium, som forestiller en silhuet af en personbil. Foto: Cyclehoop Ltd.

Gaven leveres i farven orange, som er Hollands nationalfarve, og i første omgang håbede hollænderne, at den kunne tage opstilling foran ambassaden.

Politiet har dog af sikkerhedsmæssige årsager givet afslag på, at cykelstativet kan placeres på offentligt vejareal ud for den hollandske ambassade, og derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen undersøgt forskellige placeringer – og valget er nu faldet på Den Røde Plads på Nørrebro.

Jeg kan godt lide Holland og deres cykelkultur, så på den måde er det fint med venskabsbånd.

Niels E. Bjerrum, Socialdemokratiet

Forvaltningen vurderer, at pladsen er den bedste mulighed i forhold til arealforhold, arkitektur og trafikken.

Da cykelstativet ikke opstilles på vejareal men på fodgængerareal, er det ikke nødvendigt at søge om tilladelse til opstilling af stativet hos politiet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her skal cykelstativet stå på Den Røde Plads på Nørrebro, hvis det bliver stemt igennem hos Borgerrepræsentationen. Det betyder, at man skal fjerne tre pullerter for at få plads til cykelstativet. Foto: Københavns Kommune

Socialdemokratiets Niels E. Bjerrum, der er medlem af Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget hilser den hollandske gave velkommen.

- Jeg er som udgangspunkt positivt stemt, for cykelstativerne er en mangelvare i København, og så kan jeg godt lide Holland og deres cykelkultur, så på den måde er det fint med venskabsbånd.

- Jeg ville dog nok sige nej tak, hvis alle vores cykelstativer skulle være orange, for det ville knap så kønt, men jeg har ikke noget imod at have det stående et enkelt sted i byen, siger Niels E. Bjerrum til TV 2 Lorry.

Konservative: Den må de placere i Holland

Den konservative gruppeformand, Jakob Næsager, der ligeledes er medlem af Borgerrepræsentationen, er til gengæld langt fra begejstret for det hollandske tilbud.

- Vi vil ikke have en tivolisering af byrummet, så det med at det skal være orange, takker vi nej til. Vi har en designmanuel, der dikterer, at alle vores cykelstativer som udgangspunkt skal være flaskegrønne, så vi stemmer nej.

- Vi ønsker heller ikke driftsomkostninger forbundet med gaven, så det stativ må de placere i Holland, siger Jakob Næsager til TV 2 Lorry.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen vil opsætningen af stativet udføres som et driftsprojekt og forventes at have en samlet udgift på cirka 5000 kroner. Den afledte drift for stativet vil udgøre 2.500 kroner om året til renhold, vedligeholdelse af stativet samt graffiti-bekæmpelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik