Overborgmester Frank Jensen er spidskandidat - og nu har Socialdemokratiet i København sat navn på de 34 politikere, der skal have deres navn stående på stemmesedlen sammen med overborgmesteren ved kommunalvalget næste efterår.
Valget af de 34 kandidater er gennemført som en urafstemning blandt medlemmerne af Socialdemokratiet, og optællingen af stemmer blev afsluttet sent i aftes.
Afstemningen placerer socialborgmester Jesper Christensen øverst af de 34 navne (dog stadig med Frank Jensen som spidskandidat øverst). Nummer to efter afstemningen er socialdemokraternes gruppeformand Lars Weiss, og på tredjepladsen ses Jakob Hougaard, der har en fortid som beskæftigelses- og integrationsborgmster.
-København er inde i en fantastisk udvikling, og noget af det allerbedste ved byen er, at den rummer alle typer af mennesker fra alle samfundslag. Sådan skal det også være fremover, og København må ikke blive et VIP-projekt for eliten. Derfor er jeg så glad for, at vi nu har fået sat et stærkt hold, som står klar til at slås for vores fantastisk dejlige og mangfoldige by. Der er fortsat meget at gøre i København. Jeg glæder mig til samarbejdet med de mange top-kvalificerede kandidater", siger overborgmester Frank Jensen i en pressemeddelelse.
Konkurrenterne fra Venstre på København Rådhus måtte for nylig ud i en afstemning, da kulturborgmester Pia Allerslev blev udfordret - og hun tabte til udfordreren Cecilia Lonning-Skovgaard . I går meddelte de konservative så, at deres spidskandidat til valget er Jakob Næsager.
Der er lige godt et år til kommunalvalget, som altid ligger på den tredje tirsdag i november - det vil sige den 21. november næste år