Franciska Rosenkilde er ny kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.
Det står klart, efter Franciska Rosenkilde vandt eftermiddagens afstemning, hvor medlemmer fra Alternativet skulle stemme om, hvem af tre opstillede kandidater, der skal erstatte Niko Grünfeld på partiets borgmesterpost.
Og her faldet valget altså på Franciska Rosenkilde, der fik 97 stemmer af 188 afgivne.
Det svarer til 52 procent af stemmerne.
Hun vandt afstemningen foran Kåre Traberg Smidt og Badar Shah.
Der blev udlevet 189 stemmesedler til Alternativets medlemmer på Kulturstationen i Vanløse.
- Når vi er tre kandidater, så er jeg selvfølgelig helt vildt stolt over at få 52 procent af stemmerne, siger Franciska Rosenkilde til TV 2 efter afstemningen.
- Jeg kan ikke se, at Alternativet på nogen måde er i splittelse. Jeg kan se, at vi har så mange medlemmer, der vil det her projekt, som er så vigtigt.
- Nu har vi en ny kultur- og fritidsborgmester. Nu skal vi fandeme have gang i den bæredygtige omstilling, var de første ord fra den nye borgmester på scenen i Kulturstationen Vanløse.
At Københavns Kommune skulle have en ny kultur- og fritidsborgmester stod klart, efter Alternativets Niko Grünfeld valgte at forlade borgmesterposten den 17. oktober efter flere afsløringer om rod i CV'et og dyrt indkøbt indretning af borgmesterkontoret.
Franciska Rosenkilde er 42 år og Alternativets gruppeforperson i Københavns Borgerrepræsentation.
Hun har siddet i Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Børne- og Ungeudvalget. Tidligere sad hun også i Kultur- og Fritidsudvalget. Hun fik 1.893 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017.
Rosenkilde har en professionsbachelor i sundhed og ernæring fra Metropol samt en kandidat i geografi fra Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet som kok.
Franciska Rosenkilde tiltræder officielt som ny kultur- og fritidsborgmester den 1. november, når skiftet på et møde i Borgerrepræsentationen er godkendt.
Det sagde Franciska Rosenkilde i sin valgtale frem mod afstemningen: