Gulddreng åbner fredagsrock-sæsonen: Her er hans perfekte dag

Hitmageren Gulddreng debuterer til årets fredagsrock i Tivoli, der igen i år byder på gamle kendinge og nye navne.

Det sker, når han går på scenen i den gamle have sammen med et andet dansk navn, Page Four, til den første af årets i alt 24 koncerter.

TV 2 Lorry mødte ham på pressemødet på Tivoli Hotel tidligere onsdag, hvor han ikke lagde skjul på, at han glæder sig til koncerten.

- Jeg glæder mig til at se ud på folk og høre dem synge mine tekster så høj, at Det Gyldne Tårn (forlystelse i Tivoli, red.) måske falder sammen, siger Gulddreng.

- Jeg håber ikke, det falder sammen, tilføjer han.

Jeg er vokset op på Guldkysten

Modsat mange andre har Gulddreng ikke de store barndomserindringer fra fredagskoncerterne i Tivoli.

- Jeg var ikke så meget i Tivoli som lille. Jeg er vokset op på Guldkysten langt fra Danmark, så det blev ikke til meget Tivoli. Men jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver en rigtig stor oplevelse, siger han.

Fredag den 14. april vil han begynde med en tur i sin spa, fortæller han.

- Så skal jeg have lidt fodmassage. Jeg stikker fødderne ned i et bad med små fisk fra en tyrkisk kilde, som nipper og spiser den døde hud. Det kilder lidt, men det er rart, siger Gulddreng.

Måske kommende single med Nikolaj Koppel

Dernæst kommer en morgenbuffet med æg, bacon og friskpresset juice.

- Jeg tager tøj på sammen med mine tjenere, der hjælper mig med at få sokkerne på, fordi jeg har haft lidt ondt i ryggen. Så kommer min karet og henter mig og kører mig over til den flotte smukke have. Så spiser jeg en lækker håndmad på Nimb – det kunne være med kartofler eller ribbensteg – og så går jeg på scenen, siger Gulddreng.

Til koncerten vil han formentlig synge en ny sang, hvor Nikolaj Koppel, der er underdirektør i Tivoli, måske medvirker.

- Det tror jeg måske, det bliver, men jeg kan ikke afsløre noget. Jeg ved, Koppel er en travl mand, og det er jeg også. Men måske vi øver os, og så spiller vi måske sammen, siger Gulddreng hemmelighedsfuldt.

Nikolaj Koppel bekræfter, at han er ved at lære Gulddreng at spille klaver.

- Det skal vi også have set på. Han kommer hver tirsdag, men jeg synes, han aflyser lige lovlig ofte, siger Nikolaj Koppel. 

Foruden Gulddreng byder årets fredagsrock-program også på kendte navne som Johnny Madsen, Infernal, Medina, Gnags, Zapp Zapp, Danseorkestret, Mads Langer og Rasmus Walter.

- Der skal være noget for de mange forskellige publikummer, der holder af at komme i Tivoli og høre musik. Det er både de progressive – dem, der gerne vil høre det helt nyeste af det nye, og de nostalgiske og dem, der bare gerne vil være høre nogle af de brede navne, der jo er til overflod på plakaten, siger Nikolaj Koppel.

Tivoli fejrer i år 20 års-jubilæum med fredagsrock. Sidste år var der op mod en halv million gæster til fredagsrock-koncerterne, der alle er gratis, når entréen til Tivoli er betalt. 

Her er årets fredagsrock-program

14. april: Gulddreng og Page Four
21. april: Joey Moe
28. april: Whomadewho og Bob Hund
5. maj: Infernal og Kongstad
12. maj: Johnny Madsen
19. maj: Kato og Toomanylefthands
26. maj: Medina
2. juni: Beth Hart
9. juni: Chic feat. Nile Rodgers
16. juni: Zapp Zapp og Danseorkestret
23. juni: Gnags
30. juni: Brian Wilson presents Pet Sounds
7. juli: House of Pain og Clemens
14. juli: Erykah Badu
21. juli: Mads Langer
28. juli: Rasmus Walter og Noah
4. august: Burhan G
11. august: Lil Wayne
18. august: Phlake og Chinah
25. august: 5 Seconds of Summer
1. september: Karl William og Saveus
8. september: TV-2
15. september: The Savage Rose og Tivoli Copenhagen Phil
22. september: Offentliggøres senere.

Kilde: Tivoli

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik