Gratis sightseeingture skaber guidekrig i København

Tusindvis af turister er ifølge Politiken blevet vist gratis rundt i København gennem sommeren. Et koncept, der skaber stor utilfredshed i resten af branchen.

Copenhagen Free Walking Tours er ikke et firmanavn, som man er stødt på så mange gange før i København.

Men gennem den netop overståede sommer har de og et andet turistfirma ifølge Politiken vist flere tusinde turister rundt i København - helt gratis, så længe de bare har tilmeldt sig på nettet inden.

quote De kalder det ’gratis ture’, men intet i verden er gratis.

Kirsten Wedgwood, Formand, Turistførerforeningen

Turene er gratis, men hvis man føler, den har været god, kan man betale drikkepenge, når turen er overstået - hvis man altså har lyst.

Guiden får ingen løn fra Copenhagen Free Walking Tours, men tjener kun det, deltagerne giver i drikkepenge. Samme struktur har et tilsvarende guidefirma, Sandemans.

Men det er underminerende for guidebranchen at tilbyde gratis ture, lyder kritikken fra flere steder.

Social dumping og ingen løn

- De kalder det ’gratis ture’, men intet i verden er gratis, siger formand for Turistførerforeningen, Kirsten Wedgwood, til Politiken.

Hun mener, der er tale om social dumping af værste karakter og en ulige konkurrence med medlemmerne af deres forening, som tæller 271 uddannede turistførere i Danmark, der til sammenligning arbejder ud fra en overneskomst og med en mindstetakst.

Derfor har de sendt et brev til Københavns Borgerrepræsentation og Københavns Rådhus, hvori de kritiserer de gratis ture, som altså ikke viser sig at være helt gratis alligevel.

Begge firmaer har haft stigende vækst siden de kom til København omkring år 2012, og de har i dag mellem seks og otte ture dagligt alt efter sæson.

’Gratisguiderne’ betaler et vist beløb til Copenhagen Free Walking Tours eller Sandemans baseret på det antal deltagere, som er med på turen.

quote Nogle af de autoriserede guider forsøger at lave guidede ture, hvor deltagerne betaler 100 kroner, men det er svært at få kunder, når man står ved siden af guider, som arbejder gratis.

Susanne Haraszuk, Uddannelsesleder, Roskilde Universitet

Hos Sandemans betaler guiderne ifølge Politiken mellem 5 og 10 kroner per deltager, mens CFWT ikke vil oplyse beløbet. Sandemans oplyser, at cirka 20.000 turister deltog i ture alene mellem maj og august i år. CFWT vil ikke oplyse tallet. 

Alle har i princippet ret til at kalde sig guide, men for at blive uddannet guide skal man gennemføre en diplomuddannelse, som udbydes på Roskilde Universitet. Til Politiken fortæller uddannelsesleder Susanne Haraszuk, at turistførerne er ved at miste området af såkaldte ’standardture’, hvor man kun ser Københavns højdepunkter. Altså dem, Sandemans og CFWT tilbyder.

- Nogle af de autoriserede guider forsøger at lave guidede ture, hvor deltagerne betaler 100 kroner, men det er svært at få kunder, når man står ved siden af guider, som arbejder gratis, siger hun. 

En sag for Københavns Kommune

Sagen er også landet på kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesens bord, og på et møde med Sandemans 31. august blev firmaet bedt om at redegøre for deres forretningsmodel.

Sandemans har nemlig et samarbejde med Copenhagen Visitor Service (CVS), Københavns officielle turistinformation, som hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen. Sandemans har bl.a. betalt for at få opstillet brochurer hos CVS. Indtil Sandemans kan dokumentere, at guiderne arbejder på overenskomstmæssige vilkår, som Københavns Kommune stiller krav om, er samarbejdsaftalen suspenderet, oplyser Kultur- og Fritidsforvaltningen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik