Gratis hjælp til dit byggeprojekt i morgen

Teknik- og Miljøforvaltningen holder Åbent Hus i morgen lørdag den 4. november.

For mange er det vanskeligt at finde hoved og hale i, hvad en byggeansøgning skal indeholde, og hvordan man sikrer sig, at drømmebyggeriet holder sig inden for bygge- og planloven. 

Københavns Kommune har tilmed i årevis fået kritik for at yde en dårlig service, når det kommer til byggesagsbehandling. Senest viste en kundetilfredshedsundersøgelse, at 4 ud af 10 er utilfredse med servicen i Københavns Kommune. 

Men nu er der hjælp at hente - og endda på en lørdag. I morgen holder Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune Åbent Hus, hvor man kan få hjælp til sin byggeansøgning.

quote Vi vil gerne åbne op for den personlige vejledning og klæde københavnerne bedre på til at søge om byggetilladelse

Steffen Mark Jensen, centerchef

- Vi vil gerne åbne op for den personlige vejledning og klæde københavnerne bedre på til at søge om byggetilladelse. Jo bedre ansøgningsmateriale vi får, jo smidigere og hurtigere sagsbehandling kan vi tilbyde. Det kommer både borgerne og os som forvaltning til gode, siger Steffen Mark Jensen, der er centerchef i Center for Bygninger i en pressemeddelelse. 

Til Åbent Hus kan du blandt andet få hjælp til at finde tegningsmateriale, som ifølge forvaltningen er en vigtig forudsætning for et godt byggeprojekt. Herudover kan du blive guidet gennem den digitale ansøgningsplatform og få vejledning om, hvad et fyldestgørende ansøgningsmateriale skal indeholde.

Der er Åbent Hus lørdag den 4. november mellem kl. 10.00 og 14.00, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen også byder på kaffe og en croissant. 

De normale åbningstider for Teknik- og Miljøforvaltningens kundecenter er mandag til torsdag mellem kl. 09.00 og 16.30 samt fredag 09.00 til 14.30.

Forvaltningen gør opmærksom på, at man kan få hjælp og vejledning, men ikke vil få endeligt svar på byggeansøgningen ved at møde op. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik