God julekarma i metroen: Fremmed redder Sharons julegaver

En julestresset kvinde fra Dragør glemte en pose fyldt med julegaver i metroen. Men episoden endte overraskende lykkeligt.

Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og der er sikkert en del, som begynder at få sved på panden for at få de sidste julegaver købt ind.

For Sharon Roberts fra Dragør kom nogle af de vigtigste, nemlig gaverne til hendes datter, i hus i lørdags.

Dog kun med nød og næppe.

Posen fyldt med julegaver glemte hun nemlig i metroen. Men en kvik passager og en tålmodig metromedarbejder kom hende til undsætning. 

Fra julestress til glædelig overraskelse

Sharon Roberts var på vej hjem fra det helt store juleindkøb i Illum og tog med metroen til Lergravsparken på Amager. 

Der var masser af pakker, poser og en SMS-koordinering af gaveindkøb at holde styr på.

quote Jeg troede aldrig jeg vil finde dem efter halvanden time. Jeg havde indstillet mig på at starte forfra.

Sharon Roberts

Så i al julestressen kom hun fra metrostationen en hel del fattigere:

- Da jeg rejste mig, fik jeg glemt den her pose af lækre og dyre gaver til over 2000 kroner, fortæller Sharon Roberts til TV 2 Lorry.

Hun opdagede først den manglende pose halvanden time senere, da hun skulle gemme gaverne for sin datter derhjemme. 

Derfor tog hun tilbage til metrostationen for igen at drage mod Illum efter nye indkøb:

- Jeg troede aldrig, jeg vil finde gaverne efter halvanden time. Jeg havde indstillet mig på at starte forfra, fortæller Sharon Roberts.

Men på Lergravsparken Station fik hun sig noget af en overraskelse.

'Han var en engel'

På perronen stod nemlig en metro-medarbejder med hendes kæmpe Illum-pose i hånden.

- Det var fantastisk. Han var en engel, der stod dér. Jeg kunne have givet ham et kys på kinden, lyder det fra Sharon Roberts.

- Han havde stået på perronen i halvanden time med min pose i hånden og håbet, jeg kom tilbage. 

Metromedarbejderen fortalte Sharon Roberts, at han havde fået posen overrakt af en kvinde, der sad over for Sharon Roberts i metroen. 

En kvinde, som Sharon Roberts tydeligt husker. Kvinden, som hun skyder til at være i fyrrerne, viste nemlig allerede 'god stil' i metroen ved at gøre plads til Sharon og alle hendes pakker. 

'Der er gode folk derude'

Nu efterlyser hun kvinden på Facebook for at takke hende.

- God Jul! Det er bare så rart, at der er nogle gode mennesker, der vil hjælpe en. Sig til hvis du finder hende.

quote Den måde, der blev handlet på, viser, at man stadigvæk kan stole på andre. Der er gode folk derude, som vil hjælpe dig.

Sharon Roberts

Sådan står der blandt andet i et opslag, som Sharon Roberts har delt i gruppen 'DragørNyheder'. 

Det kan være, at historien om en julestresset kvinde, der glemte sine pakker i metroen, er gået hen over frokostbordet et eller andet sted, tænker hun.

Ligeledes har hun skrevet til Metroselskabet med en stor tak.

Samtidig handler det for Sharon Roberts også om at sende et positivt budskab ud til alle andre:

- Den måde, der blev handlet på, viser, at man stadigvæk kan stole på andre. Der er gode folk derude, som vil hjælpe dig, siger hun.

Men handlede hun ikke bare, som alle burde gøre?

- Det er det håb, vi har. Og det ville jeg selv have gjort. Men hun kunne også have sagt ’hun kommer alligevel aldrig tilbage’, siger Sharon Roberts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik