Globe-kunst på Nørrebro: 60 tons kugler placeret foran Mærsk Tårnet

13 kæmpe kugler - den ene større end den anden - skal med deres placering være med til at åbne Københavns Universitet op for omverdenen.

Foto: TV 2 Lorry

Nørrebro er officielt blevet et opsigtsvækkende kunstværk rigere, efter at Københavns Universitet mandag præsenterede værket ’Pars Pro Toto’.

Kunstværket består af 13 massive stenglober, der både er blevet placeret foran Mærsk Tårnet, inde i selve bygningen og ude på den anden side ved Panuminstituttet på Blegdamsvej.

De er blevet spredt på en måde, så det ser tilfældigt ud, men det er det langt fra tilfældet, da de symboliserer solsystemet. Det skal ligne, at de er blevet smidt gennem bygningen og ud på den anden side af Mærsk Tårnet.

  Foto: TV 2 Lorry

Stenkuglerne vejer samlet 60 tons. Den tungeste vejer hele 23 ton, mens den letteste vejer ’sølle’ 92 kilo. Desuden spænder de fra 40 centimeter til 2,5 meter i diameter.

Det er den anerkendte polske kunstner Alicja Kwade, der står bag, og hun har skabt de tunge sten med materialer fra 10 lande, fordelt på tre kontinenter.

Alicja Kwade har tidligere udtalt, at værkets materialer afspejler fakultetets internationale forskningsmiljø. Samtidig håber hun, at skulpturerne kan inspirere tilskuerne til at træde et skridt tilbage og se på de store linjer i tilværelsen – og huske på, at vi som mennesker stadig er små spillere i et endnu større billede.

  Foto: TV 2 Lorry

Hos Københavns Universitet mener man, at det karakteristiske værk skal være med til at åbne universitetet op mod omverdenen.

- Det binder på fakultetet fysisk sammen med resten af byen. Jeg håber, at værket udover at skabe inspiration og eftertanke også inviterer vores naboer og byens øvrige borgere og gæster til et kig ind i vores omgivelser.

- På den måde bliver kunsten samtidig en vigtig løftestang i arbejdet med at formidle vores viden, uddannelse og forskning, siger dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ulla Wewer til TV 2 Lorry.

00:53

Kort nyt

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?