Genfødte København Håndbold tager klar sejr i bundduel

København Håndbold er så småt ved at rykke væk fra bunden af damernes liga efter sikker sejr over Ringkøbing.

I tabellen lå de side om side før kampen, men på banen var der klasseforskel på København og Ringkøbing i onsdagens kamp i Boxer Dameligaen i håndbold.

Hjemme i Frederiksberg Hallen vandt københavnerne sikkert med 24-17 efter 12-9 ved pausen og viste, at holdet er ved at finde niveauet efter et elendigt efterår.

Trods en håndfuld aktuelle landsholdsspillere i truppen lå København Håndbold næstsidst i ligaen ved juletid, men under den nye norske træner Reidar Møistad er der ved at komme facon over spillet.

Mod et vestjysk hold, der længe havde meget svært ved at komme til kvalificerede afslutninger i det etablerede angrebsspil, brillerede Københavns målvogterreserve Christina Elm med en serie redninger, der lagde grunden til hjemmesejren.

Kampen blev reelt afgjort i de første 10 minutter af anden halvleg, en periode som københavnerne vandt med 7-0, og hvor Ringkøbing-holdet var ved at gå helt op i limningen.

Ringkøbing-træner Allan Heine forsøgte i desperation at tage målvogteren ud og sætte en syvende markspiller ind i angrebet, men det straffede hjemmeholdet bare ved to gange at kaste bolden ned i det forladte mål. Så blev den idé skrottet.

Uden at spille sig helt ud kunne Pernille Holmsgaard, Louise Svalastog, Anne Mette Hansen og de øvrige københavnere køre en sikker sejr hjem og dermed fortsætte den positive trend efter nytår.

Med sejren rykker København Håndbold op som nummer otte i ligaen og kan stadig gøre sig håb om at slutte på den sjetteplads, der giver adgang til kvartfinalerne.

Ringkøbing bliver stående på ni point og indtager en aktuel 10.-plads.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik