Frustrerede ældre: "Vi føler os bondefanget af vores boligselskab"

Beboerne i ældreboliger på Nørrebro føler sig kørt over af deres Boligselskab Bo-Vita. Beboerne vil ikke have renoveret deres ejendom. Men det er de tvunget til, siger deres boligselskab.

- Jeg føler, at vi bliver flyttet rundt som en pose kartofler. Fra en kasse til en anden, siger Arne Nygren. Foto: Espen Slavensky - TV 2 Lorry

I hovedstadsområdet bor cirka en halv million mennesker i en almen bolig. I øjeblikket planlægger flere af de store almene boligselskaber at gennemføre store renoveringer af boligerne.

Det koster mange millioner kroner. Men der er også store følelser på spil.

Jeg føler, at vi bliver flyttet rundt som en pose kartofler. Fra en kasse til en anden.

Arne Nygren, beboer, Hothers Plads

For det drejer sig om folks hjem. Og det er ikke altid, at beboerne er enige med deres boligselskab om nødvendigheden af en renovering.

Et af de steder, hvor beboerne er utilfredse er Hothers Plads på Nørrebro, som i dag udelukkende består af ældreboliger.

Intet sagligt argument for en renovering

- Bygningen fejler ikke noget. Lejlighederne fejler ikke noget. Beboerne er glade for at bo her. Der er stadigvæk ældre på venteliste, der gerne vil flytte ind her. Så der er ikke noget sagligt argument for at skulle gennemtvinge en renovering, siger en af de frustrede beboere, Arne Nygren, til TV 2 Lorry.

06:33

Se vores indslag fra Hothers Plads og de ældres frygt for fremtiden. 

Luk video

Ældreboligerne på Hothers Plads er en selvstændig boligafdelingen, men den hører under den store almene boligorganisation Bo-Vita. Ligesom naboejendommen Mjølnerparken gør det.

Bo-Vita ønsker at gennemføre en storstilet helhedsplanrenovering for både Mjølnerparken og Hothers Plads. 

Som konsekvens vil boligselskabet nedlægge ca. halvdelen af boligafdelingens 103 ældreboligerne og lave dem om til familieboliger, ungdomsboliger og et seniorbofællesskab.

Læs også Beboerne i Mjølnerparken sender opråb til politikerne

En sådan renovering skaber utryghed blandt de nuværende beboere, for de frygter at nogle af dem vil blive tvangsflyttet.

- Jeg føler, at vi bliver flyttet rundt som en pose kartofler. Fra en kasse til en anden, siger Arne Nygren.

Boligformand: Ingen bliver tvangsflyttet

Når bygningen skal renoveres skal beboerne genhuses, men formanden for Bo-Vita garantere, at ingen af beboerne har noget at frygte.

- Jeg kan sagtens forstå bekymringen, men jeg har prøvet at forklare dem herude, at der er ingen, som bliver tvangsflyttet. Alle kommer tilbage til Hothers Plads. Måske ikke i den samme lejlighed, men så i en anden, siger Bo-Vitas organisationsformand, Jan Hyttel, til TV 2 Lorry.

Men den garanti giver beboerne ikke meget for. For Bo-Vita ønsker i forbindelsen med renovering at flytte et seniorbofællesskab fra naboejendommen Mjølnerparken over til Hothers Plads. Det vil betyde, at der vil blive 17-18 lejligheder mindre til de nuværende beboere.

Naturlig fraflytning skal fikse problemet

Jan Hyttel erkender, at der vil mangle nogle boliger, men det problem regner han med bliver klaret, ved det han kalder naturlig fraflytning, da renoveringen først vil stå færdig i 2023. 

Læs også Flertallet har talt: To ud af fire karréer skal sælges i Mjølnerparken

- Statistikkerne fortæller os, at der vil ske en naturlig fraflytning enten ved dødsfald eller hvis beboere fraflytter deres lejlighed. Derfor kan vi godt opfylde vores løfte til Københavns Kommune om at 18 beboere fra seniorbofællesskabet i Mjølnerparken kan flytte over på Hothers Plads uden at tvangsflytte folk, siger Jan Hyttel, som i øvrigt mener, at beboerne ikke kan sige nej til en renovering.  

For i 2015 stemte en samling af daværende beboere for en renovering af deres ejendom.

Men kun 16 procent af beboerne var mødt frem, da beslutningen blev truffet og de nuværende beboere mener ikke at afstemningen blev truffet på et tilfredsstillende oplyst grundlag. De mener simpelthen, at de beboere, som stemte i 2015, ikke anede hvad de stemte om. 

Beboere: Vi føler os bondefanget

- Det er det, vi på jysk, kalder at blive bondefanget, siger formanden for afdelingsbestyrelsen på Hothers Plads, Jesper Bonstedt, som selv flyttede ind efter afstemningen i 2015.

Jan Hyttel afviser dog, at han har bondefanget nogen. Han mener, at bordet nu fanger for beboerne, da det indledende papirarbejde i forbindelse med renoveringen ifølge boligselskabet allerede har kostet 10 millioner kroner. Et beløb, Bo-vita forlanger, at afdelingen på Hothers Plads betaler, hvis de trækker sig ud.

Det er det, vi på jysk, kalder at blive bondefanget.

Jesper Bonstedt, formanden for afdelingsbestyrelsen på Hothers Plads

- Afdelingen går fallit og beboerne vil opleve voldsomme huslejestigninger, siger Jan Hyttel.

Beboerne mener dog, at det er tomme trusler, for de mener, at økonomien i deres ejendom er god og solid. 

Derfor forsøgte de nuværende beboere fornylig at trække afdelingen ud af renoveringen. De brugte derfor deres demokratiske ret og på et ekstraordinær beboermøde i februar 2019, stemte de sig ud af den helhedsplan som både omfatter Hothers Plads og Mjølnerparken.

Men resultatet af den afstemning brød de sig ikke om i Bo-Vita.

Sjældent anvendt bestemmelse banker beboere på plads

Derfor valgte Bo-Vita fornylig simpelthen at overtrumfe beboernes beslutning med den såkaldte Call-in-bestemmelse. En bestemmelse som blev indskrevet i almenboligloven i 2010, og som giver et boligselskabs øverste myndighed ret til at overrule en beboerbeslutning. Bestemmelsen bruges yderst sjældent og som regel kun i sager, hvor en renovering er tvingende nødvendig.

- Det er jo så trist og udemokratisk, som det overhovedet kan være ikke?, siger beboernes formand, Jesper Bonstedt.

Beboerne mener ikke, at bygningen har behov for en omfattende renovering og i følge den seneste tilstandsrapport for Hother Plads, som TV 2 Lorry har fået indsigt i, er der ikke noget der indikerer, at bygningen trænger til en omfattende renovering. Tværtimod står der adskillige steder, at ejendomme er i fin stand og der kun er behov for almindelig vedligehold.

Læs også Nørrebrogade bliver endnu en gang bilfri for en enkelt dag

Alligevel mener Bo-Vitas bestyrelsesformand, at en renovering er tvingende nødvendig og mener derfor, at det er på sin plads, at undertrykke beboernes ønske.

- Man har jo den øverste myndighed til at træffe nogle svære beslutninger. Og vi mener, at det  er bedst for beboerne, at de ikke kommer til at skulle betale 10 millioner kroner for noget, de overhovedet ikke har fået valuta for, siger Jan Hyttel.

Beboerne har nu valgt at klage over Bo-Vitas brug af call-in-bestemmelsen. En klage som i øjeblikket bliver behandlet i beboerklagenævnet i Københavns Kommune.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik