Regeringen vil næste år opkræve det såkaldte omprioriteringsbidrag, som betyder, at landets kommuner samlet skal lægge 2,4 milliarder kroner i statskassen. København står for 247 millioner kroner af det beløb, men hovedstaden nægter at pege på hvor pengene skal spares. Det skriver Politiken.
- Regeringens omprioriteringsbidrag er et udtryk for, at regeringen tager penge op af kommunekassen. Det er en slags tyveri, siger Frank Jensen til Politiken.
Overborgmesteren har sikret sig hele Borgerrepræsentationens opbakning.
- Jeg vil opfordre borgmestre rundt omkring i landet til at gøre det samme og sige: Vi tager hånd om kommunens økonomi, og så må finansministeren, regeringen og Dansk Folkeparti selv lægge ansigt til, hvis der skal laves besparelser i kernevelfærden, siger Frank Jensen.
Venstres finansordfører, Jacob Jensen, kalder Frank Jensen usolidarisk:
- Det er temmelig opsigtsvækkende, at hovedstadens overborgmester ikke vil være solidarisk med sine borgmesterkolleger ude i landet, siger Jacob Jensen til avisen.