Fra fyrskib til guitar: Nu flyver Jacobs håndværk til Australien

Et træskib i Nyhavn blev enden på et rent familieeventyr for australske Jet Crawford, hvis oldefar var dansk og byggede fyrskibet. Nu får Jet et særligt minde med hjem til Australien.

I Nyhavn ligger træskibene på stribe og vugger.

Vandet klukker stille mellem molen og skrogene på de mange skib, der varierer fra jolle til skonnerter med flere master.

Blandt træmasterne tårner en rød, stor fyrmast sig op. Den sidder på det gamle fyrskib Gedser Rev, der ejes af Nationalmuseet.

Fyrskibet, der blev bygget i 1895 på N.F. Hansens Værft i Odense, rummer talrige historier om både Danmark og udland. Skibet spillede for eksempel en central rolle under Cubakrisen, hvor det sendte indberetninger om Warszawa-pagtens sejlads med atomraketter til Cuba.

Men skibet fortæller også en historie om de mennesker, der var med til at bygge det i slutningen af 1800-tallet.

Fra Danmark til Australien

En af de mænd, der hamrede, bankede og naglede fyrskibet sammen var Jørgen Jensen, der tilmed tjente på skibet frem tli 1915. Jørgen var Jet Crawfords oldefar.

Som navnet antyder, kommer Jet ikke fra Danmark. Alligevel er skibet og historien om hans forfader så vigtig for ham, at han er rejst den lange vej fra Australien, for på mandag at træde ombord på fyrskibet i Nyhavn.

- Det her er blevet til en 'once in a lifetime' oplevelse, siger Jet Crawford, der ikke blot er kommet for at se skibet - han skal også have et stykke af skibet med hjem til Australien.

Elguitar ala Gedser Rev

Guitarbyggeren Jakob Bondo Schultz har nemlig gjort det til sin mission at bygge guitarer med et historisk islæt.

- Det er helt enestående. Jeg har aldrig oplevet noget, som bare ligner. Gedser Rev er et af de få historiske danske skibe, som jeg bygger elektriske guitarer af, siger Jakob Bonde Schultz.

- Pludselig bliver jeg kontaktet af en australier, som skriver "min oldefar, Jørgen Jensen, sejlede på det her skib. Hvad er det, du kan med elektriske guitarer og Gedser Rev?", forklarer han.

Knap et år senere står de begge på fyrskibets dæk og Jakob overdrager Jet det færdige resultat; en håndbygget elektrisk guitar bygget af originalt træ fra Gedser Rev.

- Han blev vildt begejstret over, at han kunne få en guitar af noget træ, som hans oldefar har gået på og snedkereret på, fortæller Jakob Bondo Schultz.

Og begejstringen er heller ikke til at skjule hos køberen Jet Crawford.

Skal medvirke på album

- Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle være her i København ombord på det her skib. Og jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at jeg har fået lavet en guitar af tømmer fra skibet, siger australieren og tilføjer:

- Den kommer til at blive i familien i generationer.

Og guitaren får ikke blot en plads over kaminen - Jet og hans søn er begge musikere. I første omgang skal guitaren medvirke på en instrumental udgivelse, som kredser om Jets forfædres historie.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik