Forsvundet efter Tivoli-tur med venner: Har du set Morten?

En 68-årig mand er forsvundet, efter han torsdag aften var i Tivoli sammen med nogle venner. Politiet søger nu offentlighedens hjælp i sagen.

Den 68-årige Morten Peder Oxvang Mortensen er forsvundet. Det oplyser Københavns Politi på Twitter fredag eftermiddag.

- I går hen over aftenen er han i Tivoli sammen med nogle venner. Dem tager han afsked med i Tivoli, hvorefter han skal hjem til sin hustru - men det kommer han aldrig, siger Henrik Brix, der er vagtchef hos Københavns Politi, og uddyber:

- Han var i godt humør og sagde bare, at han skulle hjem. Han havde en aftale med sin hustru. Der er ikke noget, der tyder på, at han ikke skulle have lyst til at komme hjem.

quote Dem tager han afsked med i Tivoli, hvorefter han skal hjem til sin hustru - men det kommer han aldrig

Henrik Brix, vagtchef hos Københavns Politi

Vagtchefen fortæller, at Morten Mortensen modtager hjertemedicin og har pacemaker.

- Han har tidligere mistet balancen i eget hjem og været lidt konfus på grund af lav saltbalance, siger Henrik Brix og fortsætter:

- Klokken 18.48 tjekker han ind med sit rejsekort på Københavns Hovedbanegård. Og i går vi kunne følge ham til Glostrup klokken 19.05.

Savnet person signalement

  • Morten Peder Oxvang Mortensen
     
  • Dansk mand
     
  • 68 år
     
  • Cirka 75 kilo, slank af bygning
     
  • 190 centimeter høj
     
  • Hvidt, tyndt hår med måne
     
  • Iført sorte cowboybukser og sort skindjakke
     
  • Kan gå lettere usikkert

Politiets efterforskning af sagen har ført frem til, at mandens telefon er blevet fanget på en telefonmast i Glostrup. Desuden har politiet set Morten Mortensen på overvågning ved stationen.

- Vi har set ham på noget overvågning i Glostrup, hvor vi kan se, at han gik fra S-toget mod busholdepladsen, siger vagtchefen.

Den efterlyste Morten Mortensen er sidst set klokken 10.30 på Glostrup Station
Den efterlyste Morten Mortensen er sidst set klokken 10.30 på Glostrup Station
Foto: Københavns Politi

Københavns Politi mener derfor ikke, at der ligger noget motiv bag hans forsvinden.

- Vi har ikke umiddelbart noget motiv. Han kan være lidt konfus, og det tror vi mere på kan spille ind, end at han er blevet væk med vilje, siger Henrik Brix.

Politiet har søgt med hunde på Glostrup station både i formiddags og senere på dagen men uden held.

quote Det er som at lede efter en nål i en høstak. Han kan være gået i alle retninger

Henrik Brix, vagtchef hos Københavns Politi

- Vi har haft nogle hundepatruljer ude i Glostrup, men det er som at lede efter en nål i en høstak. Han kan være gået i alle retninger og være kommet videre på mange måder.

Derfor håber Københavns Politi nu på offentlighedens hjælp.

- Vi håber, at nogen har set ham et eller andet sted. Han er fra Østerbro i København, så Glostrup er en noget anden retning end hjem, siger Henrik Brix og fortsætter:

- Vi tænker ikke, at noget er mistænkeligt. Vi frygter for hans liv og helbred, simpelthen.

Har du set Morten Peder Oxvang Mortensen, kan du ringe til Københavns Politi på 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik