Første Uber-chauffør har fået klippet pladerne

quote Det, at den første Uber-nummerplade er klippet, er entydigt godt. Jeg håber, at der bliver klippet mange flere i fremtiden.

Mattias Tesfaye, MF

Den første nummerplade på et Uber-køretøj er blevet fjernet, da chaufføren for anden gang er blevet standset i forbindelse med ulovlig taxikørsel. Det viser høringssvar fra Justitsministeriet, hvor det fremgår, at chaufføren er sigtet for overtrædelse af taxilovgivningen.

Det skriver Fagbladet 3F.

- Københavns Politi har udarbejdet et action-card til brug for behandlingen af sager ved Uber-kørsel. Heraf fremgår det, at den standsede chauffør skal gøres bekendt med, at køretøjets nummerplader vil blive inddraget, hvis køretøjet igen anvendes i strid med indregistreringen, siger justitsminister Søren Pape Poulsen i høringssvaret.

Fremadrettet vil alle Uber-køretøjer få klippet pladerne, hvis de bliver stoppet i ulovlig kørsel ad to omgange.

Høringssvaret kommer på baggrund af et spørgsmål til justitsministeren stillet af folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S). Han er tilfreds med, at Uber-chaufførerne nu får konsekvenserne af lovovertrædelserne at mærke.

- Det, at den første Uber-nummerplade er klippet, er entydigt godt. Jeg håber, at der bliver klippet mange flere i fremtiden, siger han.

Ifølge Mattias Tesfaye er det på tide, at sanktionerne for Uber-kørsel bliver høje nok til, at det ikke kan svare sig for chaufføren at sætte sig bag rettet.

- Det er et lille skridt i den rigtige retning. Så langt så godt, siger han.

Efter de første nummerplader er blevet klippet på et Uber-køretøj, ønsker Mattias Tesfaye, at der vil blive sigtet flere chauffører.

- Jeg håber, at Københavns politi er i stand til at prioritere de ressourcer, der skal til, så risikoen for at blive taget i at køre Uber bliver markant højere, end den er nu. Det er alt for nemt at slippe uden om, siger han.

Det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra Københavns Politi om prioriteringerne af indsatsen mod Uber, men i en mail til Fagbladet 3F skriver de:

- Vi tilpasser indsatsen (mod Uber, red.) i forhold til andre indsatser.

I sommers faldt de første domme over Uber-chauffører. Her blev seks chauffører dømt og fik bøder på mellem 2.000- 6.000 kroner. Siden dommen faldt, har politiet sigtet flere chauffører. De seneste tal, 3F er i besiddelse af, viser, at 115 Uber-chauffører, svarende til omkring fem procent, har modtaget en sigtelse for ulovlig taxakørsel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik