Forsker om Game of Thrones-valgvideo: Kikset og nedværdigende

Valgkampen byder på mange kreative indspark fra politikerne. Ifølge forsker, er det en nem måde at få opmærksomhed på - uanset hvor lidt kreativt det er.

Valget er i fuld gang, og det betyder, at partierne og deres kandidater kæmper med næb og klør for at gafle vælgere. 

Nogle på mere utradionel vis end andre.

For flere partier og kandidater har nemlig valgt at gå en mere kreativ vej for at komme ud med deres budskab.

Senest har Radikale Venstre udsendt en valgvideo med den populære HBO-serie Game of Thrones, og folketingskandidaten Sikandar Siddique fra Alternativet har lavet en musikvideo med Den Gale Pose.

quote Jeg tror, det er vigtigt at forsøge med nye og anderledes, sjove indslag, hvor vi møder borgerne i øjenhøjde.

Sikandar Siddique, Alternativet.

Og de møder blandede reaktioner fra reklameforsker Lars Pynt Andersen fra Aalborg Universitet.

- Grunden til, at politikerne gør det, er, fordi de alle sammen kæmper for medietid. Spørgsmålet er så om Spies har ret i, at der ikke findes dårlig opmærksomhed, for det bliver hurtigt kikset og nedværdigende. Radikale Venstre er normalt den kreative klasses parti, men deres video er så ukreativ og teknisk ringe udført, at det kan støde deres kernevælgere, siger Lars Pynt Andersen.

Det er kampagneleder for Radikale Venstres Europa-Parlamentsvalg dog ikke enig i.

- Jeg tror ikke, at vi støder nogen fra os. Jeg tror godt, at de kan skelne, at det er lavet med et glimt i øjet, så det tror jeg ikke, at vi mister vælgere på. Og så ringe synes jeg ikke, den er. Vi skal ikke tage alting så alvorligt, siger Thomas Søie Hansen. 

I videoen optræder EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen og folketingsmedlemmet Zenia Stampe i hovedrollerne iført Game of Thrones-kostumer.

Alternativ tilgang

Ifølge Lars Pynt Andersen kan musikvideoen med Alternativets folketingskandidat Sikandar Siddique i hovedrollen, bedre slippe afsted med det.

- Den Gale Pose derimod kan bedre hænge sammen med Alternativet, som netop bedre kan tillade sig at være ‘alternative'. De har også et konkret budskab, udover at man skal stemme, siger han.

Budskabet fra den rappende folketingskandidat er da heller ikke til at tage fejl af i videoen med et klingende navneskift fra Den Gale Pose til Den Grønne Pose.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Alternativets Sikandar Siddique leverer her en musikvalgvideo i selskab med Jokeren og  Szhirley.

Sikandar Siddique mener selv, at politiske budskaber som for eksempel genbrug af plastikposer ikke altid skal fortælles på en traditionel måde.

- Jeg tror, det er vigtigt at forsøge med nye og anderledes, sjove indslag, hvor vi møder borgerne i øjenhøjde. Videoen er hvert fald mit forsøg på at nå borgerne i øjenhøjde, forklarer han.

quote Det er altid en fordel for politikerne at være i medierne og få omtale, uden at skulle forholde sig til indholdet af sin egen potikli.

Lars Pynt Andersen, reklameforsker, Aalborg Universitet.

Den Grønne Pose er indtil videre blevet set 22.000 gange på webportalen YouTube.

Kreativitet frem for politisk indhold

Lars Pynt Andersen er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mere til de kreative indslag fra politikernes side i fremtiden. og det er der en særlig grund til, mener han.

- Det er altid en fordel for politikerne at være i medierne og få omtale, uden at skulle forholde sig til indholdet af sin egen politik. Det vil altid være sådan, at man vil se politikere forsøge at få opmærksomhed på mange mærkelige måder, og de låner gerne fra populærkulturen, siger han og fortsætter:

- Politikerne vil altid plagiere det, som er oppe i tiden og prestigefyldt (her Game of Thrones). Og selvom man kan sige, at videoen fra Radikale Venstre ikke er særlig kreativ, giver det den opmærksomhed, som de ønsker, uddyber Lars pynt Andersen.

Radikale Venstres kampagneleder for EP-valget er heller ikke bleg for at indrømme, at reklameforskeren har fat i den lange ende.

- I den her måned har der været Game of Thrones afslutning, som vi naturligvis har fulgt. Og hvis ikke den var så populær, så havde vi ikke valgt den serie.

Hvorvidt videoerne har fået flere til at bruge en genbrugspose, når de handler ind eller om flere vil stemme til EP-valget, kan man kun gisne om. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik