Fordobling på et år: Fængselsbetjente får flere arbejdsskader

Fængselsbetjente får flere og flere arbejdsskader. Mange af sagerne minder om PTSD, lyder vurderingen fra forbundskontoret i Valby.

Allerede nu, før året er omme, er der blevet oprettet over dobbelt så mange sager om arbejdsskader blandt fængselsbetjente, end der gjorde i 2015.

Ifølge Fængselsforbundet var der sidste år tale om 35 sager, mens der i år er oprettet 73 sager.

quote Der er pres på i øjeblikket. Folk står oftere og oftere alene ude i fængslerne med benhårde indsatte. Og det slider.

Bo Yde Sørensen, forbundssekretær, Fængselsforbundet

På forbundets konter i Valby sidder forbundssækretær Bo Yde Sørensen.

Han mener, at stigningen skyldes mangel på betjente kombineret med et råt miljø i og uden for fængslet.

- Der er pres på i øjeblikket. Folk står oftere og oftere alene ude i fængslerne med benhårde indsatte. Og det slider. Generelt har de mange episoder med vold og trusler krævet sine ofre, siger han til Ritzau.

Fysiske eller psykiske arbejdsskader

Der er to kategorier, som arbejdsskadesagerne deler sig i: Fysiske og psykiske. Ifølge forbundssekretæren Bo Yde Sørensen omhandler hver fjerde sag post traumatisk stress syndrom.

quote Det giver jo skudsår og stiksår, men det giver også ar på sjælen.

Bo Yde Sørensen, forbundssekretær, Fængselsforbundet

- Vi har set, at betjentene bliver skudt uden for fængslerne og stukket ned uden for fængslerne. Og det giver jo skudsår og stiksår, men det giver også ar på sjælen, lyder det fra Bo Yde Sørensen.

En fængselsbetjent blev i starten af september udsat for et overfald i Hedehusene, da han skulle hente sine børn i daginstitutionen.

Gerningsmændene var to tidligere indsatte, der kendte betjenten fra fængslet. Ved episoden blev fængselsbetjenten slået i ansigtet med knyttet næve og spyttet på, før de tidligere indsatte begge forsvandt.

Også inde i fængslerne er der mange eksempler på, at betjentene bliver overfaldet.

- Så sent som i sidste uge havde vi en situation, hvor en mandlig kollega blev slået i ansigtet, og en kvindelig kollega blev sparket i ansigtet. Det gør ondt psykisk også, siger forbundssekretæren til Ritzau.

Han mener, at løsningen er at ansætte flere fængselsbetjente, for i øjeblikket er der ikke nok personale til at drive fængslerne forsvarligt, mener han.

Ifølge Bo Yde Sørensen går der ofte mere end et år, før en sag bliver afgjort af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I øjeblikket behandler forbundet derfor mere end 100 sager.

Ser man på hele arbejdsmarkedet, er der sket et fald i antallet af arbejdsskader de seneste to år, viser statistik fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik