Forældrekøb af lejligheder sætter rekord

Mange forældre investerer i lejligheder flere år før, at deres børn skal bruge dem som studieboliger.

Den store mangel på boliger til studerende og en lav rente på boliglån har betydet, at antallet af forældrekøb i år er rekordhøjt. Det viser en opgørelse, som Home har lavet for metroxpress.

I årets første syv måneder blev der således solgt 7,4 procent flere lejligheder som forældrekøb sammenlignet med samme periode sidste år. Siden 2011 er der sket en stigning på 56 procent.

- Det er rekord i løbet af de seneste fem år. Vi har aldrig set så mange forældrekøb, som vi ser i øjeblikket. Vi ser en lavere rente og en øget aktivitet på boligmarkedet, og der er forældrekøbene fulgt med, siger relationschef Mads Ellegaard fra Home.

Det stigende antal forældrekøb genkender man hos Nykredit, hvor forældrekøb udgør cirka 25 procent af alle lejlighedssalg.

Handlerne foregår på alle tider af året, forklarer Kim Pauli, pressechef hos Nybolig, der i år har oplevet en ny tendens til, at forældre køber boligerne i overordentlig god tid.

- Vi har oplevet forældre, som har købt lejlighed, selv om deres børn er forholdsvis små. De vil så leje ud, indtil børnene bliver gamle nok til at flytte ind i dem. De køber dem flere år i forvejen, så de er sikre på, at deres børn har en studiebolig, når de engang kommer så langt, siger han.

I 2014 blev der solgt cirka 2500 ejerlejligheder som forældrekøb på landsplan.

Ifølge metroxpress er den gennemsnitlige kontantpris for forældrekøbte lejligheder højest på Frederiksberg med næsten 2,4, millioner kroner.

Derefter følger København med knap 2,1 millioner og Aarhus med næsten 1,8 millioner kroner.

I Aalborg og Odense betalte forældrene i snit henholdsvis 1,3 millioner og 1,1 millioner kroner for en lejlighed.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik