Flertallet har talt: To ud af fire karréer skal sælges i Mjølnerparken

Fem år i træk har Mjølnerparken stået på den såkaldte ghettoliste, og derfor skal 60 procent af de almene boliger omdannes. Nu er planerne godkendt af politikerne.

Arkivfoto. Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Manglen på boliger i København er stor, og derfor har politikerne ikke ønsket at rive boliger ned i de hårde ghettoområder, som man har gjort andre steder i landet.

I stedet for VLAK-regeringens forslag om nedrivning fa ghettoområder i november 2018, præsenterede Københavns overborgmester Frank Jensen (S) hurtigt efter den såkaldte 'københavnermodel', som i alt sin enkelthed går ud på at løfte de mest udsatte boligområder væk fra regeringens kriterier frem for at rive boligerne ned.

- I en by som København med pres på boligmarkedet kan vi ikke tillade os at rive solide familieboliger ned, lød det fra overborgmesteren i december måned, der i stedet ville blande almene lejemål med private i langt højere grad end hidtil.

Københavnermodellens 5 grundprincipper

  • I 2030 skal der ikke være områder i København, som kan karakteriseres som 'ghettoer'
  • Antallet af almene boliger må ikke falde - og kommunen vil derfor sørge for at erstatte de almene boliger med tilsvarende andre steder i byen 
  • Der skal være daginstitutioner i udsatte boligområder 
  • Fokus skal være på at investerer i de områder, der på nuværende tidspunkt karakteriseres som 'hård ghetto' eller 'ghetto' 
  • Muligheden for social anvisning skal fastholdes gennem nybyggeri af små boliger til udsatte

Kilde: Københavns Kommune

Se mere

Derfor har boligselskabet Bo-Vita udarbejdet en plan for Mjølnerparken på Nørrebro, hvor to af de i alt fire karréer skal sælges til private ejere - og de planer er nu endegyldigt blevet politisk godkendt af et flertal i borgerrepræsentationen.

- Det har aldrig været et ønske for os at samle så mange mennesker med sociale problemer det samme sted. For det giver ikke en blandet by og en god by, og derfor bakker vi op om de her planer, siger socialdemokratiets Jonas Bjørn Jensen til TV 2 Lorry.

Det har aldrig været et ønske for os at samle så mange mennesker med sociale problemer det samme sted

Jonas Bjørn Jensen, medl. Københavns Borgerrepræsentation, Soc.dem.

Boligselskab glæder sig over planer

I boligselskabet Bo-Vita glæder man sig over, at politikerne nu har godkendt de planer, man i månedsvis har arbejdet på at få at komme i gang med. 

- Vi er altså alle sammen enige om, at det er en sjusket og brutal lov. Men nu har vi en opgave, som vi skal gennemføre. Og det skal gøres, så der er så lidt lidelse som muligt, siger Steffen Boel Jørgensen, der er forretningsordfører i Bo-Vita.

Kun Enhedslisten og Alternativet stemte imod, da sagen torsdag var på dagsordenen i Borgerrepræsentationen.

Det skyldes, at der i første omgang forsvinder almene boliger fra byen i salgsplanerne.

Karréer genåbnes efter renovering

Hos flertallet bag projektet håber man dog nu, at afklaringen på den månedlange snak om Mjølnerparken kan være gavnligt for alle. 

- Vi kan se, at sådan som det er i dag, så giver det for mange problemer. Og særligt over for de unge mennesker, der vokser op i Mjølnerparken, de får ikke de samme chancer som andre unge i resten af København. Og det kan vi ikke være bekendt, siger Jonas Bjørn Jensen fra socialdemokratiet.

Man vil ikke kunne kende Mjølnerparken, når vi er færdige med det her

Steffen Boel Jørgensen, forretningsordfører i Bo-Vita

Salget af de to karrerer i midten vil dog først ske, når lejlighederne i Mjølnerparken er blevet gennemrenoveret, hvilket i årevis har været planlagt. 

- Vi lukker karrérene, så det bliver københavnerkarrér, som man ser andre steder i byen. Der kommer nye taglejligheder, sektionering i kældrene, nye facader - man vil ikke kunne kende Mjølnerparken, når vi er færdige med det her, siger Steffen Boel Jørgensen fra Bo-Vita.

Se TV 2 Lorrys indslag om sagen herunder - artiklen fortsætter under videoen.

02:57

Et stort flertal i Borgerrepræsentationen har nu vedtaget, at 60 procent af de almene lejligheder i Mjølnerparken skal sælges til en privat investor. Det sker for at leve op til den fungerende regerings ghettopakke.

Luk video

Forberinger og ændringer skal fjerne ghettostempel

Og på den måde håber man at få en mere blandet beboersammensætning, så man én gang for alle kan komme af ghettolisten.

- Jeg tror, at det her om 10 år er et af de mest attraktive boligområder i København - og stadig et af de billigste, siger Steffen Boel Jørgensen.

De planlagte renoveringer vil betyde huslejestigninger på 10 procent, men ved salget af de to karréer vil Bo-Vita investere i nye billige boliger andre steder i byen.

- Det, der er vigtigt for os, det er, at vi ikke vil sælge til Blackstone, som man taler om. Som jo går ind og køber en ejendom, sætter den i stand og sælger den hurtigst muligt. Det er vi simpelthen ikke interesserede i, siger Steffen Boel Jørgensen.

Kontant lokkemad skal få beboere til at flytte selv

Mange har allerede meldt sig frivilligt til at flytte, og boligselskabet håber, at man ved at støtte med op mod 25.000 kroner ikke skal tvangsflytte én eneste familie.

- Hvis man så at sige lænker sig til radiatoren, så er der ikke nogen, der kan hjælpe én i sidste ende. Og så står man på gaden, og det synes jeg er tragisk, og det er ikke nødvendigt. Jeg vil opfordre alle til at stå sammen og få det her løst, og vi har heldigvis god tid til at få det, så skal vi nok få det løst, siger forretningsordføreren.

Hvis man så at sige lænker sig til radiatoren, så er der ikke nogen, der kan hjælpe én i sidste ende

Steffen Boel Jørgensen, forretningsordfører i Bo-Vita

I afdelingsbestyrelsen er beboerne dog ikke særligt begejstrede for den valgte model, når man i stedet kunne have ommærket boligerne til andre boligtyper ved naturlig fraflytning.

- Selvfølgelig arbejder vi sammen nu. Men vi har jo kæmpet indtil nu, og vi bliver også ved med at kæmpe mod til regeringen for princippet omkring almene boliger og salget af dem. Det er vi stadig modstander af, siger Janni Milsted fra afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken.

I Bo-Vita håber Steffen Boel Jørgensen nu bare med flertalsopbakningen fra borgerrepræsentationen, at alle parter i fællesskab kan se fremad.

- Uanset, hvad man mener om loven for ghettoområder, så er den vedtaget, og nu er planerne for Mjølnerparken også godkendt i Borgerrepræsentationen - så nu er det bare en opgave, der skal løses. Og det opfordrer jeg til, at alle medvirker til at få løst så konstruktivt som muligt, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik