Flere træer til København: Her skal de plantes

Københavnerne har givet 32.000 input til, hvor de ønsker flere træer i byen. Det er allerede besluttet, at Rådhuspladsen får nye træer, når metrohegnet rives op.

Langs Nørrebrogade, Amagerbrogade eller Istedgade er det svært at få øje på et eneste træ. Det skal der nu laves om på - i hvert fald ifølge flere tusinde københavnere, der har afleveret deres input til, hvor der trænger til flere træer i byen.

Top 10: Gader med flest input fra borgerne

  • H.C. Andersens Boulevard
  • Nørrebrogade
  • Amager Boulevard
  • Frederikssundsvej
  • Amagerbrogade
  • Mimersgade
  • Jagtvej
  • Sønder Boulevard
  • Istedgade
  • Vesterbrogade 

Teknik- og Miljøforvaltningen har nemlig bedt de københavnske borgere om at komme med deres mening for bedst muligt at kunne udarbejde en Træprioriteringsplan for 2017-2019.  I planen vil borgenes indspark indgå som et supplement til forvaltningens faglige vurderinger. Der skal også tages hensyn til for eksempel underjordiske ledninger, når det afgøres, hvor der rent praktisk kan plantes træer.

Helt konkret har københavnerne på et digitalt kort via Københavns Kommunes hjemmeside kunnet markere op til ti steder i byen, hvor de ønsker flere træer. Og derved har kommunen fået knap  32.000 input fra borgerne. 

- Det er helt overvældende så mange input vi har modtaget fra københavnerne. Det understreger, at det grønne skal prioriteres langt højere i København i de kommende år. Vi skal blive bedre til at værne om eksisterende træer og grønne områder, og vi skal prioritere mere af den begrænsede plads i byens gader til træer frem for parkerede biler, skriver teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedslisten, i en pressemeddelelse.

 Træprioriteringsplanen

  • Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget i alt 31.937 input fra københavnerne via kk.dk og 196 københavner har givet supplerende kommentarer på Facebook, hvor muligheden for at bidrage med træinput er nået ud til knap 105.000.
  • Teknik- og Miljøudvalget skal stadig finde finansieringen til de nye træer.
  • Siden januar 2015 er der plantet ca. 1000 parktræer, 500 gadetræer og 500 partnerskabstræer. Ca. 1500 træer er plantet eller planlagt i forbindelse med kommunale byggeprojekter og i byudviklingsområderne. Der er finansieret godt 13.500 træer, som skal plantes i den nye byskov ved Kalvebod Miljøcenter på Amager.

Rigtig mange borgere ønsker sig flere træer i Indre By og brokvartererne, hvor særligt de centrale gader som Nørrebrogade, Amagerbrogade, Østerbrogade og Istedgade kunne trænge til mere grønt ifølge københavnerne. 

Samtidig er der kommet mange input om, at der mangler træer på centrale pladser som Den Røde Plads, Israels Plads og Rådhuspladsen. På sidstnævnte har Teknik- og Miljøudvalget dog allerede besluttet, at der skal plantes masser af nye træer, når pladsen efter planen bliver befriet for det grønne metrohegn. 

Borgerne har ifølge undersøgelsen et stort ønske om at få plantet flere træer langs de store indfaldsveje til København som Lyngbyvej, Frederikssundsvej, Folehaven, Jyllingevej, ligesom mange peger på, at der bør plantes flere træer i de nye bydele Nordhavn, Teglholmen og Enghave Brygge. 

Nu skal københavnernes mange forslag sammenholdes med input fra lokaludvalg og forvaltningens egne analyser og faglige vurdering. Forvaltningen forventer at kunne præsentere den endelige Træprioriteringsplan 2017-2019 for Teknik- og Miljøudvalget inden sommerferien. 

Borgerne har digitalt kunnet markere op til ti steder i byen, hvor de ønsker flere træer. Du kan se borgernes ønsker på kortet.
Borgerne har digitalt kunnet markere op til ti steder i byen, hvor de ønsker flere træer. Du kan se borgernes ønsker på kortet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik