Flere anholdt for brandattentat mod ambassade

To personer er allerede fængslet, og mandag bliver yderligere to stillet for en dommer.

Københavns Politi og PET har i weekenden anholdt flere personer i forbindelse med et brandattentat på den tyrkiske ambassade i Hellerup den 19. marts.

Lørdag foretog politiet anholdelser af "flere personer" forskellige steder på Sjælland, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse. To af de anholdte blev søndag fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre.

 
 
Foto: Mathias Øgendal - Ritzau Scanpix

De blev begge varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage på baggrund af en sigtelse for såkaldt kvalificeret brandstiftelse. De øvrige anholdte blev løsladt.

Søndag anholdt politiet yderligere to mænd. De bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag.

Hos Københavns Politi vil vicepolitiinspektør Jens Møller ikke bidrage med yderligere oplysninger om anholdelserne. Heller ikke, hvad formuleringen "flere personer" dækker over.

I pressemeddelelsen oplyser han dog, at politiet mener, at der deltog fire personer ved angrebet, og at der er tale om dem, som nu er blevet stillet for en dommer.

Ekstra Bladet fortalte søndag, at to mænd var blevet fængslet ved et retsmøde for lukkede døre, og at det hang sammen med en politiaktion, der blev gennemført lørdag.

Ved aktionen var politiet til stede ved i hvert fald tre adresser i henholdsvis Husum, Virum og Greve. Søndag ville politiet dog ikke oplyse yderligere om, hvad det drejede sig om.

Politiet har tidligere meldt ud, at skaderne på den tyrkiske ambassade efter angrebet natten til 19. marts var "kosmetiske". Det fortalte ledende politiinspektør Peter Dahl til Ritzau dagen efter angrebet.

Angrebet skete ved, at et ukendt antal gerningsmænd kastede flere brandbomber - de såkaldte molotovcocktails - mod ambassadebygningen.

Sigtelserne i sagen er rejst efter straffelovens paragraf 180 om såkaldt kvalificeret brandstiftelse. Den tages blandt andet i brug, når der er forvoldt stor materiel skade, eller hvis menneskeliv er bragt i fare.

Jens Møller ønsker ikke at uddybe, hvorfor politiet har valgt at rejse sigtelse efter netop den bestemmelse. Men paragraffen kan også bruges, hvis brandstiftelsen sker med forsæt til at "befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen".

Angrebet fik både udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at reagere med fordømmelse.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik