Femfinger-plan: Mere vækst i hovedstadsområdet

Venstres erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen vil gøre det lettere at skabe vækst og udvikling.

Er det rimeligt, at en gård eller en sportshal ikke må udbygge, fordi de er placeret for tæt på en grøn kile?

Og er det rimeligt, at en genbrugsplads skal investere 80-90 millioner kroner for at flytte 500 meter på grund af planlovsmæssige ting?

Ovennævnte eksempler er nogle af de problemer, som kommunerne i hovedstadsområdet oplever, og det skal der gøres noget ved - med respekt for natur og miljø.

Det siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (Venstre) til Ritzaus Bureau.

Tirsdag har han holdt møde med borgmestre fra hovedstadsområdet. Sammen går de nu i gang med en revidering af den såkaldte Fingerplan, der styrer den fysiske planlægning i hovedstadsområdet.

- Hovedstadsområdet har udviklet sig hastigt i mange år, og rammerne for udviklingen er på visse punkter blevet overhalet indenom.

- Derfor har jeg nu samlet borgmestrene fra hele hovedstadsområdet, så vi sammen kan gå i gang med at revidere Fingerplanen, siger ministeren til Ritzaus Bureau.

Troels Lund Poulsen fortæller, at revideringen kommer til at foregå over to etaper. Den første, "Spor 1", skal efter planen udstedes i starten af 2017.

Ministeren lægger derfor op til input fra de respektive borgmestre.

Men inputtene og forslagene skal give mening, understreger ministeren.

- De skal opfylde visse kriterier. De skal være afgrænset og påtrængende. Her tænker jeg eksempelvis på genbrugspladsen i Allerød Kommune.

Anden etape, "Spor 2", omfatter ifølge planen "et dybdegående udredningsarbejde". Her skal man kigge på, om der er behov for ændringer af principiel og grundlæggende karakter.

Hvad det kan være for problemstillinger, er nu op til borgmestrene at melde til erhvervs- og vækstministeren.

Målsætningen er, at "Spor 2" skal gennemføres med eventuelle ændringer i 2018.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik