FDM mod København: Flere af deres p-afgifter er ulovlige

FDM har nu vundet endnu en sag over Københavns Kommune, hvor en bilist er blevet afkrævet en p-afgift på grund af en simpel tastefejl.

En nummerplade: 0K 10 234 - kan du se fejlen? 

Der skal stå OK, men istedet for O står der et nul.

Eksemplet er taget fra en konkret parkeringssag, som FDM førte mod Københavns Kommune i 2017. En bilist havde betalt for sin parkering, men havde så fået en p-afgift, fordi bilens nummerplade ikke tjekkede ud som betalt. FDM vandt sagen og bilisten slap for afgiften.

quote Desværre, kan man næsten sige, er de økonomisk motiveret til at forfølge de her sager langt.

Casper Schad, advokat, FDM

FDM har nu vundet endnu en sag over Københavns Kommune, hvor en simpel tastefejl har udløst en p-afgift.

Det betyder, at på godt et år har FDM vundet fem sager, efter de har fået medhold i at en simpel tastefejl, hvor det er tydeligt, hvad bilisten har ment, ikke skal udløse en p-afgift.

- København har hele tiden argumenteret for, at når man begår en fejl skal det koste en p-afgift. I de her tilfælde er vi fuldstændig uenige. Og nu har vi fem konkrete sager, hvor en fogedret har besluttet, at kommunens praksis har været ulovlig, siger Casper Schad, advokat i FDM.

Økonomiske interesser

FDM har indbudt Københavns Kommunes Center for Parkering til et møde, som skal afholdes i uge 43. Mødet handler blandt andet om, at FDM vil have kommunen til at rette ind og ændre praksis, men det er kommunen umiddelbart ikke indstillet på.

- Det er selvfølgelig irriterende for den enkelte bilist at få en afgift, som nemt kunne være undgået. Men hvis vi skal til at annullere afgifter, som er blevet pålagt, fordi bilisterne har givet forkerte oplysninger via tastefejl, vil det kræve urimeligt mange ressourcer i vores sagsbehandling. Ressourcer, som vi mener, er bedre brugt på andre kommunale opgaver, skriver Jes Øksnebjerg i en mail til TV 2 Lorry.

quote På baggrund af de sager vi tidligere har tabt, har vi efterfølgende ændret tastaturet

Jes Øksnebjerg, Center for Parkering, København

FDM er overrasket over, at kommunen er så rigide i de her sager, og at de er villige til at følge sagerne så langt som til retten. Men interesserne er sådan set indlysende.

- Desværre, kan man næsten sige, er de økonomisk motiveret til at forfølge de her sager langt. Der er mange penge i det, fordi parkeringsafgifterne er så stor en indtægtskilde, men vi synes det ville være ærgerligt, at de her sager bliver ved med at ende i retten for bare at nå frem til samme konklusion, siger Casper Schad.

Mødes om løsninger

Til mødet vil FDM også foreslå foreskellige løsninger, som de mener kan komme bilisterne, og sådan set også Københavns Kommune, til gode.

- Vi vil gerne gå i konstruktiv dialog om, hvordan vi løser det her problem for fremtiden, så man kan undgå de her sager, siger Casper Schad.

Kommunen har allerede tager skridt mod at gøre bilistens opgave nemmere, skriver Jes Øksnebjerg

- På baggrund af de sager vi tidligere har tabt, har vi efterfølgende ændret tastaturet, så det nu er blevet endnu nemmere at tyde forskellen mellem bogstaver og tal, som var de typiske fejl som bilisterne kunne gøre ved indtastningen, skriver han.

Men for FDM er det en utilstrækkelig løsning, for man risikerer stadig en masse andre tastefejl.

- Vi bifalder alle tiltag, der gør det nemmer for bilisterne, men vi synes bare ikke, at det her løser problemet, selvom det er ét skridt på vejen, siger Casper Schad.

I FDMs seneste sag, havde bilisten skrevet en apostrof ´ ind i nummerpladén. I alle fem sager er Københavns Kommune blevet pålagt at betale sagsomkostningerne. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik