FCK-profil: Folk har ild i øjnene for at vende formdyk

Midtbanespilleren Rasmus Falk ser positive tendenser på træningsbanen hos FCK, selvom holdet for tiden er udfordret i kampene.

Hos det danske mesterhold FC København lader spillerne sig ikke påvirke af, at holdet har fået en uvant sløj sæsonstart.

Københavnerklubben er allerede mellem seks og otte point efter fronttrioen i Superligaen, FC Nordsjælland, FC Midtjylland og Brøndby.

Stemningen er god på træningsbanen, og spillerne er opsatte på at arbejde hårdt for at vende formdykket. 

Sådan lyder meldingen fra midtbanespilleren Rasmus Falk forud for Europa League-opgøret mod FC Zlín fra Tjekkiet.

- Jeg fornemmer, at folk på træningsbanen gør alt for at gøre det bedre. Der er ikke nogen, som hænger med hovedet eller er frustreret, folk har ild i øjnene for at få vendt det her.

- Det er hårdt arbejde, som skal få os tilbage på sporet. Vi må se vores udfordringer i øjnene og ikke være bange for dem. Vi ligger ikke der, hvor vi gerne vil, men det skal vi lave om på, siger Rasmus Falk til Ritzau. 

Fire nederlag på efter tolv kampe

I øjeblikket ligger FC København nummer seks i Superligaen og har efter 12 spillerunder allerede tabt fire superligakampe. Det er dobbelt så mange som i hele sidste sæson.

Oven i det forsømte FCK at spille sig videre fra Europa League til Champions League - på trods af, at de var seedet i den afgørende runde.

Har I været uheldige forstået på den måde, at marginalerne er gået imod jer?

- Nej, det vil være dumt at sige det. Vi står på mål for vores præstationer, og så kan man altid snakke om marginaler, men det skal vi være for gode til.

- Vi ved godt selv, hvor vi kunne have været bedre, og så må vi se fortrøstningsfuldt på, at vi kan blive det. Det er jeg sikker på, at vi kan, siger Rasmus Falk.

I Europa League har FCK to point efter to kampe - begge er endt 0-0. Gruppens øvrige resultater stiller FCK i en nogenlunde gunstig situation, vurderer Rasmus Falk inden torsdagens kamp i Tjekkiet mod FC Zlín.

- Vi går selvfølgelig efter at vinde i Tjekkiet, men det er nok ikke verdens undergang, hvis vi spiller uafgjort. Bagefter har vi hjemmekampe mod Zlín og Sheriff, og så kan vi spille os videre ved at vinde dem. 

- Vi går efter at blive nummer et eller to, og det er ikke så vigtigt, om vi bliver det ene eller andet, vi skal bare gå videre, og så skal vi spille os op i Superligaen samtidig, siger Rasmus Falk.

Lokomotiv Moskva topper gruppen med fire point, mens FCK og Sheriff Tiraspol deler andenpladsen med to point. FC Zlín har ét point.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik