FCK-angriber solgt til italiensk klub

I dag er det blevet officielt bekræftet, at FCK-angriberen Andreas Cornelius er blevet solgt til den italienske Serie-A klub Atalanta.

Rygterne har længe svirret, men nu har FCK endelig bekræftet, at københavner-drengen Andreas Cornelius i næste sæson får endnu en chance for at bryde igennem på den europæiske scene.

24-årige Andreas Cornelius er solgt til den den norditalienske Bergamo-klub Atalanta B.C, som for tiden ligger på 5. pladsen i Seria A - en plads, der giver adgang til europæisk fodbold i næste sæson i Europa League.

quote Nu har vi sammen fundet et rigtigt godt match med Atalanta, der har en god plan for, hvad de vil med mig, og det har været helt afgørende for mig.

Andreas Cornelius, Fodboldspiller, FCK

- Timingen er god med et skifte her til sommer. Nu har vi sammen fundet et rigtigt godt match med Atalanta, der har en god plan for, hvad de vil med mig, og det har været helt afgørende for mig, siger Andreas Cornelius til FCK's egen hjemmeside.

FC København har endnu ikke meldt noget ud om hverken prisen eller kontraktlængde.

- Vi er tilfredse med, at vi igen har lavet et stort salg til en af de største ligaer i Europa. Andreas har leveret en stor indsats for klubben og fortjener at få en ny chance i en stor liga. Det er en del af vores strategi at have spillere, der med FCK som base bliver attraktive for de største ligaer, og det er den her handel et godt eksempel på, siger direktør i F.C. København, Anders Hørsholt.

Andreas Cornelius startede sin ungdomskarriere i Islands Brygge-klubben Hekla BK, inden Fremad Amager fik øjnene op for ham og sidenhen FC København.

Ny chance i udlandet

Han fik sin førsteholdsdebut for FCK tilbage i 2012, og blev efter et par gode sæsoner solgt for intet mindre end i omgegnen af 75 millioner kroner til den waliske klub Cardiff. 

quote Det var Andreas Cornelius' tur nu, og han har arbejdet hårdt for at få en chance mere. Det får han nu, og det er meget velfortjent.

Ståle Solbakken, Træner, FCK

Opholdet i Wales blev dog aldrig den store succes, og i 2014 blev han hentet hjem til FCK for omkring en tredjedel af det, klubben havde solgt ham for nogle år forinden.

- Han har kæmpet sig stærkt tilbage fra en stor skade og været et forbillede i truppen med sin arbejdsiver. Det var Andreas Cornelius' tur nu, og han har arbejdet hårdt for at få en chance mere. Det får han nu, og det er meget velfortjent, siger FCK-træner Ståle Solbakken.

Siden skiftet tilbage til Danmark er der kommet styr på karrieren, og Andreas Cornelius har i denne sæson været fast mand for hovedstadsklubben og scoret i alt 11 mål.

- Jeg er stadig utroligt glad for at være i FCK, og jeg er meget motiveret for at gøre tingene færdige her på den rigtige måde. Vi har et mesterskab og en pokaltitel at jagte, og det vil jeg give alt for, at vi lykkedes med, siger han.

Andreas Cornelius har i alt spillet 170 kampe for FCK. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik