Farvel: Efter 58 år lukker Grønttorvet i Valby

I næsten 60 år har handlende faldbudt asparges, appelsiner og auberginer på Grønttorvet i Valby. Men i morgen er det slut.

Grønttorvet flytter til Høje-Taastrup, så man kan bygge 2.500 nye boliger Valby.

Torvet blev oprindelig bygget til over 800 handlende, som hver havde en lille plads, hvor de kunne sælge deres egne grøntsager og frugter. I dag er der kun et par hundrede handlende, som til gengæld har frugt og grønt fra hele verden og som både sælger varerne over telefon, mail og selvfølgelig på Grønttorvet.

- I dag er det mere hård business end før hen. På den måde er charmen gået lidt af, siger bestyrelsesformand for andelshaverne på Grønttorvet, John Olsen.

Han er fjerde generations grønthandler og er kommet på torvet siden han var dreng i 60’erne. For ham at se spejler udviklingen på Grønttorvet udviklingen i de Københavnske hjem.

- I 60’erne solgte vi kartofler og gulerødder. Peberfrugt og auberginer kom først til Danmark i 1970.

Netop peberfrugter var faktisk et Irmas ide. Et supermarked som sammen med de andre store butikker og kæder har presset grønthandlerne i Valby til at fokusere forretningen.

- Du er nødt til at prioritere kvalitet, hvis du vil overleve, siger John Olsen om udfordringerne på Grønttorvet i dag.

Det nye grønttorv – Copenhagen Markets – åbner mandag den 4. april. De nye boliger i Valby skal efter planen blive en ny bæredygtig bydel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik