Farlig jord rager op i befærdet park: "Hovedløst at lægge det her"

Flere borgere i Valby og Hvidovre fortæller at glasskår og andre skarpe genstande er spredt i Vigerslevparken. Det er Københavns Kommune, som i et renoveringsprojekt har brugt forurenet farlig jord.

- Du kan se, at der ligger gammel plastik, der stikker op af jorden. Man kan se, at det har ligget i jorden længe, så det er ikke noget, som lige er blevet smidt. 

Kirsten Leth Jensen viser sin faste rute i Vigerslevparken, som ligger mellem Hvidovre og Valby.

Her går hun tur tre gange om ugen og bliver hver eneste gang forarget over de ting, som hun finder i jorden langs stien.

Københavns Kommune har nemlig lagt tonsvis af affaldsjord langs stien, som er fyldt med byggeaffald og skarpe genstande.

- Det stikker lige op, og til sommer når der kommer græs, så prøv lige at forestille dig, hvis et barn kommer løbende. Og jeg har hørt om fire hunde, der er kommet til skade i poterne, siger Kirsten Leth Jensen, der til daglig arbejder som sygeplejerske på Hvidovre Hospital. 

Københavns Kommune har lagt tonsvis af affaldsjord - fyldt med byggeelementer og skarpe genstande.

"Kommunen svigter sit ansvar" 

Vigerslevparken er et fire kilometer langt grønt bælte, der bruges som et fristed i byen af blandt andre løbere, hundeejere og børnefamilier.

quote Når jeg kigger på jorden, så tænker jeg, at jorden aldrig burde have været lagt ud.

Kim Tang, Danske Anlægsgartnere.

Kirsten Leth Jensen er derfor bekymret for, at man snart ikke længere kan se de små skarpe genstande i jorden, der om lidt bliver dækket af græs.

- Når jeg så oplever, at det faktisk er Københavns Kommune, der har kørt noget jord ud i en park, hvor man ved, at børnehaver bruger området, og børn lærer at cykle langs stien og kan komme til skade, så er man ikke sygeplejerske for ingenting. Og så hidser jeg mig helt vildt op, siger hun. 

Det er Københavns Kommune, som har ansvaret for Vigerslevparken, og som dermed skal sikre, at den er tryg at være i for brugerne.

Men den forpligtelse mener Kirsten Leth Jensen langt fra at kommunen lever op til med deres håndtering af jorden. 

- Folk løber her med sandaler, og børn leger her. Er det ikke det, som er meningen med en park? At folk kommer ud og bevæger sig? Jo, det vil man gerne. Og i Vigerslevparken må man også gerne gå uden for stierne. Så er det da grotesk, at man langs en cykelsti lægger glasskår ud i læssevis, siger hun. 

Et af mange glasskår, man kan støde på i jorden langs stisystemet.
Et af mange glasskår, man kan støde på i jorden langs stisystemet.
Foto: Tobias Schiøler/TV 2 Lorry

"Burde aldrig kunne ske" 

Kim Tang er konsulent hos brancheforeningen Danske Anlægsgartnere, hvor han blandt andet er ekspert i jord. TV 2 Lorry har fået ham med hen til Vigerslevparken for at give sin vurdering af jorden.

quote Nogle gange sker der fejl, så medarbejderne kommer til at tage det jord, der har været fejlblandet fra opgravninger

Morten Hjortgaard Christiansen, enhedschef i teknik-og miljøforvaltningen. 

Ifølge konsulenten er det et bevis på tankeløst arbejde, at man så nemt kan finde skarpe genstande i en befærdet park.

- Min første reaktion er, at jeg tænker, de i hvert fald ikke er færdige. Og når jeg så kigger på jorden, så tænker jeg, at jorden aldrig burde have været lagt ud, for der er en masse glas i, og det er meget uheldigt, hvis børn løber rundt, siger Kim Tang. 

Det er selvføgelig beklagelig, erkender kommune

Tilbage i efteråret væltede det ned med vand i hovedstaden, og det skabte mange huller i parken, deriblandt langs cykelstien.

I februar i år begyndte Københavns Kommune så at fylde hullerne op med affaldsjord, som var fyldt med glasskår, ledninger og plastikstykker.

- Det skyldes, at vi har vores jord liggende på vores materialeplads, og der er det opdelt. Nogle gange sker der fejl, så medarbejderne kommer til at tage det jord, der har været fejlblandet fra opgravninger, og det er det, som er sket denne gang. Så det er selvfølgelig beklageligt, lyder det fra enhedschef i teknik-og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Morten Hjortgaard Christiansen.

Kommune vil rette op på fejl

Men ifølge jordekspert Kim Tang er det meget uforstående, at kommunen ikke har opdaget en så synlig fejl med det samme. 

- Den jord der er lagt ud her, burde man med det samme, næsten allerede da man tømte af bilen, kunne se, at det ikke er en jord, der er egnet til at ligge her. Der er for mange sten i, der er for meget glas i, og for meget andet affald, siger Kim Tang.

Nu lover enhedschefen, at man i Københavns Kommune vil tænke sig ekstra godt om i fremtiden, så der ikke bliver lagt mere farlig jord ud i bybilledet.

- Det er der allerede tænkt tanker om. Vi har selvfølgelig sagt nu, at fraktionerne skal lægges anderledes, så der er skiltning i. Det har vi tidligere haft, men nogle gange forsvinder rutinerne, siger Morten Hjortgaard Christiansen.

Københavns Kommune går nu i gang med at fjerne glas og andet affald i Vigerslevparken for derefter at lægge nyt jord ud, så den står klar til påske.

Tilbage står Kirsten Leth Jensen og undrer sig over hele håndteringen.

- Dels er det farligt, og det bryder jeg mig ikke om. Og så er det bare noget gris, og jeg fatter simpelthen ikke, at det kan ske, slutter hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik