Far udfordrede sønnike: Så løb 8-årige Neo et halvmarathon

Den blot 8-årige Neo Latrache-Qvortrup løb søndag halvmarathon i København - næsten uden stop.

Selvom Neo Latrache-Qvortrup fra Sundby kun er otte år gammel, kan han allerede skrive "halvmarathon" på sit fremtidige CV.

quote Jeg var vildt smadret lige her på det sidste stykke

Neo Latrache-Qvortrup, 8 år

Sammen med sin far løb han nemlig de 21 kilometer gennem de københavnske gader søndag eftermiddag ved Copenhagen Half Marathon.

Og allerede før starten gik, var optimismen stor hos den unge løber.

Tror du, at du kan løbe 21 kilometer?

- Ja, det tror jeg godt!, sagde Neo selvsikkert og blev bakket op af sin far, Jim Latrache-Qvortrup, der nærmere såede tvivl om sine egne evner på den lange distance:

- Jeg tror godt, han kan. Så må vi se, om jeg kan følge med.

Jim Latrache-Qvortrups bekymringer var dog heller ikke helt ubegrundet.

Han skulle nemlig ikke nøjes med at bære sin egen vægt med rundt på ruten. Da han spurgte Neo, om han ville løbe halvmarathon lød svaret fra sønnike nemlig ganske kækt.

- Ja, men kun hvis du har en højttaler på ryggen.

Så sagt, så gjort. Far og søn satte fut i fødderne og begav sig ud på den lange rute akkompagneret af høj og hård rock fra en stor Soundboks, som far-Jim havde monteret på en rygsæk.

- Det er sådan noget aggresivt noget, så man får mere energi, fortalte Neo om musikvalget.

Dyrker teakwondo til dagligt - og har masser af energi

Til dagligt var det egentlig ikke løbeskoene, der stod fremme, når Neo skulle udfolde sig fysisk. Han går til kampsporten teakwondo, men en dag spurgte hans far, om de ikke skulle løbe sammen.

Nu bruger de løbeturene til at få mere kvalitetstid sammen.

- Hver morgen når vi løb, lavede han ikke andet end at snakke. Så jeg var ret overrasket over hans energi-niveau, fortalte Jim Latrache-Qvortrup, der efterfølgende udfordrede sønnen til at løbe længere.

Efter to timer og 53 minutter krydsede far og søn målstregen, og Neo var godt tilfreds med bedriften.

- Det gik rigtig godt, synes jeg. Jeg var vildt smadret lige her på det sidste stykke, fortalte Neo efter han krydsede målstregen.

Men han var langt fra alene om at være træt - far-Jim led også til sidst.

- Jeg var virkelig imponeret over det tempo, Neo lagde for dagen. Da vi nåede 20 kilometer-mærket mente han, at vi skulle spurte til sidst. Men det kunne mine lægge ikke holde til!, fortalte han.

Og selvom Neo Qvortrup også snakkede en del på denne tur, indrømmede han til sidst, at det havde været lidt hårdt.

- Nu har jeg virkelig ondt i benene!, lød det fra en udmattet 8-årig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik