Falsk nyhed erklærede politiker død: Nu får hun erstatning

Folketingspolitiker blev ramt af en falsk nyhed om, at hun på blodig vis skulle være fundet død nær Aarhus.

Johanne Schmidt-Nielsen har vundet en sag mod en dansk mand, som i januar spredte en falsk nyhed om, at folketingspolitikeren fra Enhedslisten skulle være fundet død.

Det skriver hun på Facebook.

- Fake news er et gigantisk problem for den demokratiske debat. Uanset om de spredes med kommerciel vinding for øje eller som propaganda. Jeg ønskede at teste, om den danske lovgivning er rustet til den nye virkelighed, skriver hun.

75.000 kroner doneres væk

Ifølge nyheden var hun på mistænkelig vis fundet død nær Aarhus, hvor blodige stole blev båret bort fra gerningsstedet.

Dommen fra Retten på Frederiksberg lyder på 75.000 kroner i tortgodtgørelse.

De doneres til organisationen International Media Support, som kæmper for den frie presse og bekæmpelsen af falske nyheder.

'En demokratisk sejr'

Hun håber, at den konkrete sag kan få andre til at reagere, når de ser eller hører om falske nyheder.

Den 11. oktober blev den danske mand dømt til at betale 75.000 kroner inden to uger. Men pengene er endnu ikke dukket op, oplyser hun.

- Sejren er vigtig. Jeg vil gå så langt som at kalde den en demokratisk sejr. Og den tyder på, at vores lovgivning rent faktisk er gearet til at bekæmpe fake news.

- Lad os håbe, at denne sag vil skræmme andre fra at sprede falske nyheder. Uanset om det er for at tjene penge eller for at påvirke den politiske proces, skriver hun videre.

Det var Jyllands-Posten, som afslørede den falske histories ophavsmand, der er hjemmehørende i Tyskland. Hans formål var at tjene penge. Jo flere klik historien fik, jo flere annoncekroner kunne han tjene.

/ritzau/

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik