Færre men større skraldespande giver mindre affald

Det nye affaldssystem i Amager Strandpark er ifølge Københavns Kommune en succes. Færre men større affaldscontainere har medført mindre henkastet affald.

Københavns Kommune har indført et nyt affaldssystem i Amager Strandpark. 

Det smukke naturområde flyder ikke med affald, selvom der er blevet endnu længere mellem skraldespandene.

- Indtil videre går det faktisk rigtig godt, lyder det fra Jon Pape, der er serviceområdechef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Over 200 skraldestativer er blevet fjernet i løbet af foråret, og i stedet for er der nu knap 20 steder opstillet en, to eller tre store affaldscontainere.

Kommunen kalder det såkaldte affalds-hotspots, og de er jævnt fordelt ud over hele Amager Strandpark. 

- Her beder vi københavnerne om at gå lidt længere med deres skrald. Og det er selvfølgelig det, der er det springende punkt, om de vil det. Til gengæld er der mere kapacitet, når de så når frem. Så det ikke flyder over som i gamle dage, fortæller Jon Pape. 

En smukkere og billigere løsning

Københavns Kommune har tre mål med det nye affaldssystem. Stranden skal være ren, området skal se smukkere ud end før, og så skal driften være billigere.

På nuværende tidspunkt ser det ud til at være en succes.

- Det er en smukkere løsning, fordi vi har fjernet en masse affaldskurve, som var ret skæmmende, og så er det faktisk en billigere løsning, siger Jon Pape​.

Kommunen har lavet samme eksperiment i nogle af Københavns mindre parker - hvor det også er gået godt.

- Men det var selvfølgelig med lidt rystende lemmer, at vi gjorde det på så stort et område, siger Jon Pape.

Nu vil kommunen så undersøge, om det skal indføres andre steder.

- Vi mener virkelig, at københavnerne har taget den her løsning til sig og har påtaget sig ansvaret for at gå lidt længere med deres affald. Det er dejligt, siger Jon Pape.

Det nye affaldssystem i Amager Strandpark skal evalueres efter sommerferien, og hvis det ender med at blive permament, vil man lave nogle pænere affaldsbeholdere end de grønne containere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik