Fængselsbetjent overfaldet af bandemedlem i fængsel

En fængselsbetjent fra Vestre Fængsel i København er fredag blevet udsat for et voldeligt overfald af et bandemedlem.

En indsat med relationer til det københavnske bandemiljø har fredag angrebet en mandlig fængselsbetjent med knytnæveslag i Vestre Fængsel i København.

Det oplyser Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Episoden opstod uden varsel da to indsatte bandemedlemmer var på vej ud af kondirummet i fængslets bandeafsnit. Den indsatte vendte sig mod fængselsbetjenten og slog ham hårdt i brystet uden at der havde været forudgående kontakt eller dialog mellem de to.

Umiddelbart efter slaget lod den indsatte sig pacificere af fængselsbetjenten og de kollegaer, der kom til undsætning. Fængselsbetjenten blev herefter kørt på skadestuen til rutineundersøgelse for skader.

Fængselsforbundet oplyser videre, at den angrebne betjent torsdag var involveret i en episode med et højtrangerende bandemedlem.

Kan være bestilt arbejde

Ifølge Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, stærke indikationer på, at bandemedlemmet var beordret til at sende et signal med overfaldet, når man samlet ser på forløbet med episoden torsdag, det uprovokerede overfald samt at den indsatte forholdsvis nemt lod sig overmande.

- Det er almindelig kendt, at lavere rangerende bandemedlemmer bliver sat til at udtrykke ledende bandemedlemmers utilfredshed. Hvis det her viser sig at være såkaldt ‘bestilt arbejde’, forventer jeg, at Kriminalforsorgen gør alt for at dæmme op for det. Vi vil ikke acceptere bandekriminelles hævntogter bag murene, siger Kim Østerbye.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik