For få lærere på de københavnske folkeskoler

Eleverne strømmer til Københavns folkeskoler. Men der er for få lærere, og det har konsekvenser, mener Københavns Lærerforening.

Eleverne bliver flere i de københavnske folkeskoler, men antallet af lærere følger ikke med. Det mener Københavns Lærerforening.

I sidste uge fortalte Politiken, at der i de tre første kvartaler af 2018 var startet 714 flere elever end forventet i folkeskole i København, og ifølge Københavns Lærerforening sætter det lærerne under pres.

- Vi er glade for, at der strømmer elever til folkeskolerne i København. Udfordringen er dog, at der ikke samtidig bliver ansat flere lærere, siger Lars Sørensen, formand i Københavns Lærerforening.

- De svageste elever har typisk brug for særlige undervisningsmaterialer eller et skræddersyet skema, der kan strukturere timen for dem. Når lærerne skal undervise mere, bliver der endnu mindre tid til at gøre undervisningen relevant for de svageste elever, fortsætter han.

Problemerne er blandt andet at finde på Nørre Fælled Skole på Nørrebro, hvor de har modtaget en del elever efter lukningen af en lokal muslimsk friskole.

- Børn som disse vil vi gerne kunne holde på i folkeskolen. Men det kan vi kun, hvis vi har lærerbemandingen til at give dem en ordentlig modtagelse, siger Lars Sørensen, der håber at københavns politikere vil tænke på at ansætte flere lærere, når de skal fordele overskuddet fra sidste års budget - de såkaldte "overførselsmidler".

Ifølge formanden har en lille tosporet københavnsk folkeskole gennemsnitligt ansat to lærere færre end en tilsvarende århusiansk folkeskole. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik