Enigt udvalg gør nøgendyp gratis på Helgoland

Politikerne i København har netop droppet aftalen om brugerbetaling for nøgenbadning på Helgoland. Fremover kan alle gratis tage en dukkert.

Flere dages intens debat om retten til et dyp uden en trevl på kroppen har nu nået sin afslutning.

Samtlige medlemmer af kultur- og fritidsudvalget i København har her til eftermiddag besluttet, at det hele sommeren skal være gratis at bruge nøgenafdelingerne på badeanstalten Helgoland på Amager.

Den historiske badeanstalt har været genstand for heftig diskussion de seneste dage.

Det er nemlig kommet frem, at kommunen har lavet en aftale med vinterbadeklubben Det Kolde Gys om, at det skal koste penge at bade i de kønsopdelte afdelinger fra Sankt Hans til september. 1400 kroner i tilmelding og kontingent. Hidtil har alle ellers gratis kunnet bade uden snærende gevandter i hele sommersæsonen.

Politisk undren

Flere politikere har undret sig over, at forvaltningen har truffet beslutningen om betaling på et offentligt anlæg helt uden at drøfte det med politikerne.

Det Kolde Gys har forklaret, at de har forsøgt at begrænse adgangen på grund af en overvældende interesse for badeanlægget. Men den politiske modstand fik hurtigt foreningen til at lancere en særlig sommerbillet. En billet til 300 kroner skulle give fri adgang til de kønsopdelte faciliteter hele sommeren. Men heller ikke den aftale var god nok for politikerne.

Dyp dig for 0 kroner

Her til eftermiddag har et politisk flertal stemt for Radikale Venstres forslag om at pålægge kultur- og fritidsforvaltningen at ændre aftalen med Det Kolde Gys. Nu skal det igen være helt gratis at få adgang til Helgolands nøgenafdelinger hele sommeren.

Radikale Venstre skriver i partiets motivering for forslaget:

- Da vinterbadning kræver introduktion til sikkerhed mv. er der grund til, at adgang til vinterbadningsfaciliteterne kræver medlemskab, men der er ikke den samme begrundelse for adgangen til anlægget udenfor vinterbadningssæsonen. Det bør generelt være sådan, at alle københavnere og gæster har adgang til kommunale anlæg. Det skal ikke være eksklusivt for dem, der kan og vil betale for et medlemskab af en privat forening.”


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik