Enhedslisten vil have sporingschip i alle cykler

Enhedslisten vil gøre det nemmere for dig at få din stjålne cykel tilbage.

Stelnumrene på danske cykler burde fremover være digitale, så de kan aflæses på afstand af smartphones, politibiler og udstyr langs cykelstierne. Det mener Enhedslisten.

Partiet har derfor stillet et beslutningsforslag i Folketinget, der vil pålægge regeringen at 'igangsætte de nødvendige tiltag', så der fremover bliver installeret chips i alle danske cykler, skriver Ingeniøren.

Forslaget er kortfattet og anbefaler ikke en konkret teknologi, men partiet lægger op til at cyklernes chips skal kunne aflæses på omkring en meters afstand. 

Skal først laves forsøg

Generelt lægger forslaget sig tæt op ad det forslag en arbejdsgruppe kom med i november, oplyser Enhedslistens folketingsmedlem Bruno Jerup.

- Vi forestiller os, at der skal installeres chips i cyklerne. Der skal selvfølgelig laves forsøg med dem først, så man for eksempel kan teste holdbarheden. Det skal være robust og kunne tåle lidt af hvert, når man ser hvad cykler udsættes for - især, når de er blevet stjålet, konstaterer han i Ingeniøren.

Hos Enhedslisten understreger Bruno Jerup, at partiet har overvejet privatlivsaspektet af forslaget, men at der trods alt ikke er tale om, at nogen kan følge med i, hvor folk befinder sig.

- Hvis det for eksempel havde været et GPS-system, havde det været ret kraftig overvågning. Det er slet ikke det, vi lægger op til. Cyklerne skal kun kunne scannes fra ca. en meters afstand, understreger Bruno Jerup.

Netop muligheden for at aflæse chips på afstand har mødt modstand fra IT-politisk forening, hvor formand Jesper Lund hurtigt havde indvendinger efter Ingeniøren havde beskrevet forslaget.

- Det svarer til nummerpladescannerne, som man er begyndt at bruge ved biler. Den slags registrering burde ikke være lovlig. Nogen vil kunne følge din færdsel på cykel og du har ikke kontrol med, hvor oplysningerne ender, vurderer han.

- Det kan både være kommercielle interesser, der følger dig eller for eksempel politiet, der ved hvilke cykler, der har deltaget i en demonstration, påpeger Jesper Lund. 

Han henviser til, at alle vil kunne scanne forbipasserende cykler med deres telefoner eller andre apparater, der kan læse chips.

Hos Enhedslisten mener Bruno Jerup ikke umiddelbart, at en læsningsafstand på en meter er et problem.

Aflæsning på afstand betyder ikke kilometer i denne her sammenhæng. Vi åbner for, at man kan aflæse på en meters aftand. Vi er åbne for at lytte til feks IT-politisk forening. Det skal også være en diskussion vi kan tage med de andre partier, påpeger han. 

Vil ikke lagre positionsdata

Dertil kommer, at det ifølge Bruno Jerups oplæg ikke skal være muligt at lagre positionsdata for cykler, der ikke er meldt stjålet.

- Selvfølgelig skal der være en database over hvilke cykler, der er i registret og én over hvilke cykler, der er meldt stjålet. Når en cykel bliver registreret på gaden, skal det med det samme tjekkes, om den er stjålet, så det er ikke meningen, at vi skal have en database over hvor alle cykler har været,« siger Bruno Jerup.

Viser erfaringen med blandt andet telelogning og nummerpladescannere ikke, at det ofte ender sådan, når man giver mulighed for at overvåge?

- Det kunne være en bekymring. Den generelle holdning blandt partierne er, at man er imod den generelle lagring. Derfor har jeg et håb om, at vi kan lave nogle regler eller lovgivning, der sikrer, at det ikke ender sådan,« siger han.

Enhedslisten forventer, at der er opbakning omkring idéen. Om det betyder, at forslaget bliver vedtaget ved Bruno Jerup imidlertid ikke, da folketingets partier ofte vælger at vedtage en såkaldt beretning i stedet, hvor flere partier kan tilkendegive deres holdning.

Da arbejdsgruppen fremlagde sit forslag i efteråret indeholdt det idéen om to chips, hvoraf den ene er en NFC-chip, der kun kan aflæses på kort afstand, mens den anden RFID-chip skal være forsynet med et batteri, så den kan aflæses på længere afstand af mobiltelefoner eller særlige standere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik