Endnu en radikal politiker betaler nu for rådhusfest

Medlem af Borgerrepræsentationen har længe ønsket at betale for lokaleleje. Og nu får han lov.

Endnu en radikal politiker betaler for rådhusfest

Mange københavnske lokalpolitikere har holdt fødselsdage og bryllupper på Rådhuset. De Radikale betaler nu.

Opdateret med oplysninger om andre politikere. Ny underrubrik.

Som den tredje radikale politiker på Københavns Rådhus betaler børne- og ungeordfører Henrik Nord nu en regning for leje af et lokale til en fest.

Det skriver BT.

De Radikale er ikke de eneste politikere, der har lånt lokaler på Rådhuset uden beregning. Men de er indtil videre de eneste, der har meldt ud, at de vil betale for at leje lokalerne.

Ifølge uskrevne regler, som partierne enedes om i 2012, har politikere nemlig ved særlige lejligheder kunnet bruge Rådhusets lokaler og kun betale for forplejning, bordopsætning og lignende. Men altså ikke lokaleleje.

Henrik Nord har tidligere oplyst til Berlingske, at han flere gange har rettet henvendelse til Rådhuset for at få lov at betale for lokaleleje i forbindelse med sin vielse i 2015.

Her bad han ifølge BT om lov til at leje et lokale, altså underforstået mod betaling.

- Vi havde hørt, at der ville komme ret mange mennesker, så vi ville gerne byde på et glas vin og et stykke kage. Men da regningen kom, stod der ikke noget om lokaleleje, derfor rykkede jeg for det, siger Henrik Nord til BT.

- Jeg har nu fået at vide af Borgerrepræsentationens Sekretariat, at de er blevet klogere og nu gerne vil lave en regning til mig. 

Den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev meddelte onsdag, at hun forlader københavnsk politik, efter at BT afslørede, at hun havde lånt Rådhushallen til sit bryllup uden at betale de 65.000 kroner, som lokalelejen ellers er for almindelige borgere.

Allerslev har siden betalt for lokalelejen. 

Og hendes efterfølger som borgmester, Tommy Pedersen, har meddelt, at han vil betale for lokaleleje i forbindelse med en reception, da han fyldte 40 år, skrev Ekstra Bladet torsdag.

I Venstre er linjen imidlertid, at man afventer den undersøgelse, som kommunen har sat i gang. Partiets gruppeformand på Rådhuset, Flemming Steen Munch holdt sin 70-års fødselsdag i rådhuslokaler i august.

- Det standardsvar, vi har vedtaget i mit meget glimrende parti, er, at der foregår for øjeblikket en undersøgelse med Københavns Kommunes chefjurist på en ene side og kommunens advokatfirma på den anden.

- De barsler med et resultat her i næste måned, og når det foreligger, træffer vi beslutning om, hvad vi gør, siger han til Ritzau.

Hvis undersøgelsen viser, at politikerne burde have betalt for lokalerne, vil Flemming Steen Munch gøre det "med et stort smil på læben". Han oplyser, at lokalet, han brugte, koster 6500 kroner i leje.

Ifølge ham skal kommunen først afgøre, om det juridisk kan lade sig gøre at han betaler. Han vil ikke kommentere, at Tommy Pedersen har valgt at betale for et lignende arrangement.

Også Venstres spidskandidat til kommunalvalget, Cecilia Lonning-Skovgaard, har holdt en privat fest på Rådhuset, nemlig sit bryllup tilbage i 2012.

/ritzau/

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik