En prøvelse for eleverne: Gymnasium gik offline

Nul mobiler og nul internet. Det frie Gymnasium i København satte i dag både elever og lærere på en prøve, da skolen gik 100% offline for én dag. Tæt fulgt af en IT-forsker.

Da 1.q mødte onsdag morgen, afleverede de – sammen med resten af Det frie Gymnasium – deres mobiler i en kasse på pedellens kontor. Og der lå de, helt til eleverne fik fri.

Det var en prøvelse for flere.

- Det var rigtig mærkeligt de første par minutter at skulle lægge den ned i en kasse og ikke at have den, siger Emma Lundberg, elev i 1.q. 

Sidemanden stemmer i:

- Det har været meget svært, fordi man er så vant til at bruge den, lyder det fra Aksel Bjørn.

Selv ikke computeren kunne bruges til at få forbindelse til omverdenen. Skolen havde nemlig lukket for internettet som led i et eksperiment, hvor elever og lærere skulle prøve at være offline én hel dag.

- Formålet er egentlig ikke at fjerne telefoner og fjerne internettet og gå tilbage til en eller anden gammeldags skole. Formålet er at skabe den der refleksion hos os alle sammen, så vi bruger de sociale medier og nettet der, hvor det giver mening, men også bliver bedre til at skabe fordybelsen og fokus der, hvor det skal til, forklarer Mikkel Risbjerg, lærer på Det frie Gymnasium.

Gymnasiet lavede den samme manøvre for et år siden. Men denne gang har en IT-forsker fra SDU fulgt elever og lærere hele dagen.

Han ser både fordele og ulemper. For uden internet er der undervisningsmaterialer, eleverne ikke har adgang til.

- Det befrier dem for fristelser, som de sociale medier giver, men samtidig mangler de også selve værktøjerne til undervisning og læring, siger Michael Paulsen, som forsker i pædagogik ved SDU.

Han er ikke i tvivl om, at gamle dages kruseduller og papirkugler slet ikke kan hamle op med det niveau af distraktion, som Facebook har bragt ind i klasselokalet.

- Der er jo andre man kan kommunikere med, og det fortsætter uendeligt. Som en beskrev, forsvinder man ned i et helt socialt hav. Man bliver hægtet af, og det bliver endnu sværere at hægte sig på igen, fordi der er noget andet, der er spændende, der er andre mennesker, siger Michael Paulsen. 

Flere af eleverne mærker da også en forskel i deres evne til at koncentrere sig netop på denne offline dag.

- Jeg har ikke været så fraværende, som jeg nogle gange godt kan blive i timerne, fordi så ligger den og brummer i lommen eller i tasken. Så min deltagelse har været langt større, og jeg har været langt mere fokuseret , siger Emma Lundberg fra 1.q.

quote Min deltagelse har været langt større, og jeg har været langt mere fokuseret

Emma Lundberg

Michael Paulsen er positivt stemt over for eksperimentet. Det skal ikke være en daglig strategi, men må gerne foregå oftere end én gang om året, lyder det:

- Hvis det kun er én gang om året, så bliver det meget hurtigt hverdag igen, siger han.

Når skolen igen går online, laver Michael Paulsen blandt andet en podcast til lærerne og eleverne om sine observationer fra dagen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik