Elever fra 2. klasse bager kager for en god sag: Tror på 100.000 kr.

Torsdag var massevis af børn bagere for en formiddag, da den tilbagevende begivenhed Bag for en sag fandt sted. I Region hovedstaden var der med 33.000 tilmeldte flest deltagere i landet.

Skolebørnene fra 2. klasse på Hellerup Skole var torsdag formiddag trukket i arbejdstøjet i bagerforretningen Brødkunsten på Nørrebro. 

Her skulle de bage og smage i forbindelse med projektet Bag For En Sag, der siden 2005 har samlet ind til BørneTelefonen.

- Jeg kan virkelig godt lide at hjælpe andre, og jeg synes også, det er fedt, at man kan hjælpe andre ved at bage og samle penge ind, siger Aksel Sander, der går i 2.b på Hellerup Skole. 

 
 
Foto: Anna Clara Ingemann - TV 2 Lorry

Flere end 33.000 børn har i år været tilmeldt i hovedstaden, som dermed er den region med allerflest deltagere i Bag For En Sag i 2019.

Går efter at indsamle 100.000 kroner

Her i bageren har kunderne i de sidste to uger kunnet købe muffins og skærekager, og her er en del af beløbet gået direkte til Børns Vilkår.

Helt præcist 5 kroner per muffin, og nu er ejeren af bageren optimistisk omkring om at nå det store mål.

-  Vi har haft et 10-dages forløb, hvor vi er flere bagerier, der er gået sammen om at få solgt bagværk. Vores mål er at få samlet 100.000 kroner ind til BørneTelefonen, og det håber jeg, at vi når, siger ejer af Brødkunsten, Helle Nielsen, til TV 2 Lorry.

Direktør glæder sig over opbakningen

Foruden Hellerup Skole deltager 562 institutioner i Region Hovedstaden i Bag for en Sag i år. Og den store opbakning i hovedstadsområdet glæder direktøren i Børns Vilkår.

- Vi er rigtig glade for, at så mange børn, både i Region Hovedstaden og i resten af landet, bakker op om Bag for en Sag. Sidste år havde BørneTelefonen knap 50.000 samtaler med børn, der havde brug for en voksen at tale med, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, og fortsætter:

- Desværre var der også børn, der ikke fik hjælp. Pengene fra Bag for en Sag går til, at endnu flere børn kan komme igennem til en frivillig rådgiver på BørneTelefonen, der lytter og hjælper, når livet slår knuder.

I 2018 blev den hidtige rekord slået, da der blev indsamlet 2.174.860 kroner til Bag for en Sag. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik