Elendig lyd i Tivoli: Nu har politikerne en løsning

Københavnske politikere skal torsdag stemme om, hvorvidt Tivoli må skrue op for lyden til deres Fredagsrock-koncerter.

Tivoli har fået massiv kritik for det lave lydniveau, der præger den gamle haves Fredagsrock-koncerter.

Senest da den populære popduo Nik og Jay lukkede sæsonen forrige fredag.

Men nu kan der være bedre tider på vej til de koncertgængere, der er trætte af at skulle spidse øre for at nyde musikken på plænen.

Torsdag afholder Københavns Borgerrepræsentation en afstemning, der afgør, om Teknik- og Miljøforvaltningen skal pålægges at undersøge muligheden for, at Tivoli kan skrue op for musikken til koncerterne i 2018. 

Enhedslisten er imod
Forslaget er stillet af Radikale Venstre, der begrunder forslaget med, at både publikum og kunstnere er utilfredse med situation, samt at Tivoli i fremtiden vil få svært ved at tiltrække kunstnere på grund af den lave lyd.

- Vi vil gerne give Tivoli samme muligheder for at lave udendørskoncerter som andre. Andre spillesteder og arrangører af koncerter får dispensation til at holde koncerter, og det vil vi også gerne give Tivoli, så de får mulighed for at lave ti koncerter med 65 decibel og ti med 70 decibel.

- Det er ærgerligt, når der er mulighed for at lave de her meget populære koncerter i en af vores flotteste og mest populære kulturinstitutioner, siger Anna Mee Allerslev, der er  Beskæftigelses- og Integrationsborgmester og medlem af borgerrepræsentation for Radikale Venstre.

Hun forklarer desuden, at hun forventer et flertal til afstemningen. 

Tivoli holder vejret
Venstre er også positive over for ideen om at skrue op for koncerterne i Tivoli, men det kræver, at forlystelsesparken finder en løsning, så man generer naboer mindst muligt.

- Vi er som udgangpsunkt tilhængere af, at man skruer op. Alle, der har været til koncert i Tivoli, ved, at man ikke kan høre noget, med mindre man står lige foran scenen. Vores indstilling er dog, at der skal gøres noget, så det ikke generer for meget.

- Der er nogle forskellige løsninger og metoder, der kan afhjælpe gener, selvom man skruer op, siger Jens-Kristian Lütken, der er medlem af kultur- og fritidsudvalget for Venstre.

Hos Tivoli er de spændte på afstemningens resultat, og underdirektør, Nikolaj Koppel, glæder sig over, at der bliver arbejdet på højere lyd til koncerterne

- Vi ønsker sådan set bare at skrue lidt op, så vi får lov at spille på samme niveau som en lang række andre udendørskoncerter i byen. Det handler om et par timer om ugen hen over sommersæsonen – til gengæld vil det være til glæde for en lille halv million københavnere, forklarer han

Afvist tidligere
I maj 2015 gav Københavns Kommune også Tivoli tilladelse til at skrue op for lyden ved ti koncerter, men den beslutning blev senere underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet med begrundelsen om, at hensynet til naboer vejede tungere end Tivolis argumenter for at skrue op.

Anna Mee Allerslev mener dog, at dispensationen er inden for rammerne af, hvad der kan gives tilladelse til.

- Det er klart, at hvis der er statslige myndigheder, der går ind og underkender, så er der ikke noget at gøre ved det. Men som vi forstår sagen, så vil dispensationen være inden for rammerne, siger Anna Mee Allerslev.

En potentiel dispensation skal gælde for 2018, mens man vil forsøge at finde en permanent løsning fra 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik