Efter oversvømmelser af indfaldsvej: Nu skal regnen ledes ned i gangtunnel

Gangtunnelen under den trafikerede Lyngbyvej lukkes for fodgængere og omdannes til skybrudssikring.

Er man urban-nostalgisk anlagt med hang til metropolens rå æstetik, så skal man gå en tur under Lyngbyvejen via gangtunnelen ved Ryparken denne weekend.

På mandag bliver den nemlig lukket. For evigt. Måske.

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der plejer at kalde sig selv HOFOR, oplyser således, at de den 5. august går i gang med den længe ventede skybrudssikring, hvor tunnelen skal sikre området ved Lyngbyvej mod postapokalyptiske scener, hvor mørke kaskader sluger biler som var de croutoner i en en cæsarsalat.

Så i stedet for at føre fodgængere under indfaldsvejen, skal tunnelen fremover føre regnvand ad pommern til.

Her ses den gantunnel, der i fremtiden bliver en skybrudstunnel under Lyngbyejen.
Her ses den gantunnel, der i fremtiden bliver en skybrudstunnel under Lyngbyejen.
Foto: Hofor

Led i større indsats

Projektet sker som et treenigt samarbejde mellem Vejdirektoratet, Københavns Kommune og HOFOR og som led i en større indsats for at skybrudssikre hele området omkring Ydre Østerbro, Svanemøllen og Nordhavn.

I den forbindelse er HOFOR allerede i gang med at anlægge den otte kilometer lange Svanemøllen skybrudstunnel.

- Omkring 2027, når vi har anlagt Svanemøllen Skybrudstunnel, vil vi være sikret mod de oversvømmelser, vi tidligere har oplevet af motorvejen. Men allerede i 2020, når projektet ved Lyngbyvejen er afsluttet, har vi reduceret risikoen for oversvømmelse af motorvejen væsentligt, forklarer planchef hos HOFOR, Brian Hansen.

 
 
Foto: Hofor / Presse

Har været et problem længe

Beslutningen om at omdanne gangtunnelen ved Ryparken blev truffet af et enigt Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune tilbage i januar måned.

I modsætning til skybrud falder den beslutning på et tørt sted.

Få områder i hovedstaden er nemlig så udsat ved skybrud som Lyngbyvej strækning omkring Østerbro og Ryparken.

- Det her er en smart løsning på et problem, som har været til stor irritation for mange københavnere i mange år. Vi er blevet helt vant til at se Lyngbyvej stå under vand ved skybrud, men det må simpelthen ikke blive en tilbagevendende begivenhed, udtalte daværende teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten dengang.

I 2013 blev Lyngbyvej oversvømmet under et skybrud. Siden 2010 har motorvejen været lukket syv gange på grund af oversvømmelser.
I 2013 blev Lyngbyvej oversvømmet under et skybrud. Siden 2010 har motorvejen været lukket syv gange på grund af oversvømmelser.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Oversvømmet syv gange siden 2010

Siden 2010 har Lyngbyvej ved Ryparken Station været lukket hele syv gange på grund af oversvømmelser ved skybrud.

Ifølge HOFOR kan gangtunnellen rumme cirka 700 kubikmeter vand som skybrudsbassin.

Den kapacitet vil ifølge forsyningsselskabets beregninger reducere risikoen for oversvømmelse af Lyngbyvej med cirka 50 procent, fremgår det af udvalgsreferatet fra januar.

Projektet er klar til at modtage regnvand i foråret 2020.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik