Efter et døgn: Det brænder fortsat på Benzinøen

Der er stadig ild i den store bunke metalskrot, der siden mandag morgen har brændt på Prøvestenen på Amager.

Beredskabsfolkene, der overvåger den store mængde brændende metalskrot på Prøvestenen i København, tog natten til tirsdag en "all nighter".

Siden mandag morgen har skrotbunken stået i flammer, og tirsdag morgen brænder det stadig, oplyser Brian Eriksson, vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab.

- Lige nu brænder det kun i nogle indre lommer tre til fire steder. Men de er svære at komme til, siger han.

- Alt skrottet er smeltet. Man kan se flammer fra bunken, og det ligner nærmest lava, siger Brian Eriksson.

I samarbejde med virksomheden derude og med Københavns Kommunes Miljøafdeling er man nu i gang med efterslukning. 

Det foregår sådan, at en kran tager mindre stykker af skrottet lidt ad gangen og slukker det. Brian Eriksson forventer, at de er færdige tirsdag aften.

Her ses røgudviklingen og brandmændenes indsats på Prøvestenen.
Her ses røgudviklingen og brandmændenes indsats på Prøvestenen.
Foto: Hovedstadens Beredskab / Twitter

Enorm røgsøjle på Benzinøen er nu svag

Prøvestenen er en ø, der ligger ud for Amagers kyst. Øen kaldes også for Benzinøen, da den før i tiden var hele Københavns olie- og benzinlager. I dag opbevares der både almindeligt brændstof og flybrændstof på øen.

Der ligger desuden flere virksomheder på øen.

Mandag kunne en kæmpe røgsøjle ses over hele København, men tirsdag morgen burde det ikke være nær så voldsomt.

- Branden er fuldstændig under kontrol, og det har den været hele tiden. Vi har været velsignet af vindretningen, der gjorde, at det ikke blæste ind over byen, siger han. 

Branden udviklede voldsom røg, der gudskelov blæste ud over Øresund.

Hele natten har  beredskabet haft brandvagter på stedet, der blev afløst hver tredje time.

Hovedstadens Beredskab fik anmeldelsen klokken 09.11 mandag morgen.

Tilbage i 1950´erne blev der opbevaret langt større mængder brændstof på Prøvestenen, end det er tilfældet dag - men øen har stadig status som Københavns olie- og benzinlager.\n
Tilbage i 1950´erne blev der opbevaret langt større mængder brændstof på Prøvestenen, end det er tilfældet dag - men øen har stadig status som Københavns olie- og benzinlager.\n
Foto: Walther Månsson Ritzau Scanpix

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik