Efter et års forsinkelse: Nu er længe ventet københavnsk bro på vej

I marts tages der atter hul på forberedelserne til montering af cykel- og gangbroen mellem Christians Brygge og Langebrogade efter et års forsinkelse.

Har du også med længsel ventet på den nye cykel- og gangbro, der skal forbinde Vester Voldgade og Langebrogade? Nu skal du ikke vente meget længere.

Endelig skrider projektet nemlig fremad og i løbet af få måneder forventer projektets bygherre, at de fire broelementer kan monteres.

quote Vi og københavnerne venter jo i spænding på, at den her bro bliver færdig.

Peter Fangel Poulsen, projektchef i Realdania By & Byg

Lille Langebro blev udskudt et år, efter at brofagene i forsommeren 2018 blev ødelagt i en arbejdsulykke. Lige siden har bropillerne til Lille Langebro stået klar i havnen langs med den gamle Langebro og ventet på fremskridt.

Realdania har finansieret projektet, og projektchef for Realdania By & Byg, der er broens bygherrer, er glad for, at broprojektet kommer ud af sit ventestadie.

- Vi er utrolig glade for, at vi nu kan fortsætte projektet. Vi og københavnerne venter jo i spænding på, at den her bro bliver færdig. Så nu krydser vi fingre for, at alt går godt, siger projektchef Peter Fangel Poulsen til TV 2 Lorry.  

I marts måned begynder forberedelserne. Byggepladsen på Langebrogade-siden skal blandt andet genetableres med et indhegnet område ud mod havnefronten. Men frygt ej. Byggepladsen vil ikke spærre for gående, cyklister eller biltrafik.

Broelementerne ankommer snart

I april vil brofagene blive sejlet fra Rotterdam i Holland til Københavns Havn på en kæmpestor pram.

Når prammen er fortøjet ved kajen ud for Langebrogade, skal broelementerne pakkes ud og gøres klar til montering. Ud over broelementerne vil en meget stor kran, Hebo Lift 9, også ankomme til Københavns Havn og fortøjes på Langebrogade-siden.

Når broelementerne skal monteres på bropillerne, vil det i en kort periode få indflydelse på bådtrafikken. I tre dage vil havnen fra Langebro og til Frederiksholms Kanal være spærret klokken 6.00-18.00. Havnebussens rute og trafikplan vil derfor blive ændret i den periode.

quote Lille Langebro kommer til at gøre noget rigtig vigtigt for infrastrukturen

Peter Fangel Poulsen, projektchef i Realdania By & Byg

Ud over bådtrafikken vil trafikken på landjorden også blive påvirket af monteringen af broelementerne. Langebrogade vil nemlig blive spærret af for biltrafik i en til to dage. Det er dog endnu uvist, præcis hvilke dage monteringen af broen vil finde sted.

En gave til Københavnerne

Selvom monteringen kommer til at genere trafikken over nogle dage, så tror projektchefen, at københavnerne glæder sig til den nye bro.

- Jeg tror, københavnerne glæder sig til, den kommer. Den kommer til at udføre et vigtig stykke arbejde. Det bliver spændende, siger Peter Fangel Poulsen.

Realdania har valgt at donere broen til Københavns Kommune, fordi det ifølge Peter Fangel Poulsen bidrager til en grøn omstilling og fordi den kan være med til at styrke det moderne liv på havnen.

- Lille Langebro kommer til at gøre noget rigtig vigtigt for infrastrukturen. Det er der ingen tvivl om. Utrolig mange cyklister og trafikanter krydser Langebro hver dag, så det bliver skønt, når vi kan flytte cyklisterne væk fra bilerne, siger projektchefen.

Man anslår, at Lille Langebro vil få mellem 6.000 og 10.500 daglige brugere, når den til efteråret 2019 står klar.

Fakta om Lille Langebro

  • Lille Langebro skal bestå af fire broelementer
  • Mobilis DK og Hollandia Infra er totalentreprenørerne
  • Broens teknik blevet produceret i Svendborg
  • Broen er tegnet af de britiske ingeniører BuroHappold Engineering i samarbejde med de britiske arkitekter Wilkinson Eyre og danske Urban Agency. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik