Efter 15 års fravær: Nu vender sjælden tudse hjem igen

Naturstyrelsen har gjort plads til den truede strandtudse på Kalvebod Fælled ved at fjerne krat og skabe nye paddedamme. Den sjældne art har ikke været på Amager siden starten af 00'erne.

Det naturskønne område på Kalvebod Fælled i København er blevet en dyreart rigere.

Den truede strandtudse har ellers været væk fra naturområdet på Amager siden starten af 00'erne, hvor arten forsvandt især på grund af tilgroning.

Men fredag blev 100 strandtudser sat fri i området, som Naturstyrelsen har gjort plads til ved at fjerne krat og dermed har skabt nye levesteder for paddearten.

Strandtudsen har i yngletiden brug for vandhuller med lavt vand, der delvist tørrer ud i perioder. Og I alt er der skabt 20 nye paddedamme, hvor der i den kommende tid i alt skal sættes 900 tudser ud.

- Vi kan se, at der er arter, der forsvinder, og planter, der også gør det samme, så derfor er der behov for, at vi trækker den grønne førertrøje på, siger den nyudnævnte miljøminister Lea Wermelin, Soc.dem.

Minister satte tudserne fri

Sammen med børn fra en naturbørnehave i Tårnby havde den nye minister æren af at sætte de 100 strandtudser fri i deres nye hjem.                        

- Naturen er fascinerende og værd at værne om. Tænk at vi har en art som strandtudsen, der hverken kan springe eller hoppe, men til gengæld er god til at løbe og gå. Vi bliver et fattigere land, hvis flere arter forsvinder fra vores natur. Derfor giver vi nu naturen en hjælpende hånd, og vi skal passe endnu bedre på naturen i fremtiden. Det er vigtigt for mig og regeringen, siger miljøminister Lea Wermelin.

 

Strandtudserne bliver op til otte cm lange og kan kendes på en tydelig gul stribe ned langs ryggen. De pågældende tudser er blevet indsamlet som æg i det sydlige Skåne, og de har udviklet sig til haletudser og nu voksne tudser i fangenskab, hvor langt flere af æg og haletudser overlever end i naturen.

Håber de kan yngle

Derfor kan to tredjedele af de skånske tudser nu sættes ud på Kalvebod Fælled, mens resten bliver genudsat i Sverige, hvor æggene blev fundet. På den måde sikres den skånske bestand også.

De første strandtudser blev sat ud på Kalvebod Fælled sidste år, og forventningen er, at de begynder at yngle på strandengene i løbet af et par år. Dermed vil man igen kunne høre deres karakteristiske parringskald i foråret.

- Forhåbentlig kan vi nu føje strandtudser til den lange liste over spændende oplevelser, som Kalvebod Fælled byder på sammen med resten af Naturpark Amager. Vi kan være stolte af, at vi har et unikt naturområde, der er 10 gange så stor som Central Park i New York, og som kun er en rask cykeltur væk fra Rådhuspladsen i København, siger miljøminister Lea Wermelin.

Projektet indgår i et stort EU LIFE-projekt, hvor Sverige og Tyskland deltager sammen med Danmark. Projektet har til formål at sikre levesteder for truede og beskyttede arter som strandtudsen.

Københavns Kommune har støttet projektet i Kalvebod Fælled med 100.000 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik