DSB: Kæmpe fald i fodbold-hærværk

Superligatilskuere lavede sidste år hærværk for cirka 800.000 kroner i de københavnske S-tog. Nu er det tal faldet til næste nul. Årsagen er blandt andet deciderede fodboldtog og særligt uddannet personale.

I første halvdel af dette år har DSB brugt omkring 15.000 kroner på hærværk. Vel at mærke selv om Brøndby og FC København har mødt hinanden to gange i den netop afsluttede forårssæson - rivalopgørene kaldet 'Slaget om København' har tidligere været særligt hårde ved hovedstadens røde S-tog.

Det skriver Politiken mandag.

- Det har været en meget stor succes. Vi har indledt samarbejde med fanklubberne omkring den trafik, der foregår i hovedstadsområdet via S-banen. Det er en fordel for dem, fordi vi sørger for at have specifikke togvogne til dem, så de kan være sikre på at sidde sammen. Til gengæld skal de så passe på omgivelserne. Så det er altså ikke en dem mod os-kultur, men et vi«, siger underdirektør i DSB Anette Haugaard til Politiken.

- Og så må jeg rose mine medarbejdere til skyerne. De har formået at få skabt relationer til de personer i fangrupperne, der kan kalde til orden, hvis der er ved at opstå uro. Der opstår en selvjustits blandt tilhængerne. Når vi giver dem det her ansvar, har de vist, at de lever op til det. Samtidig skyldes succesen også et tæt samarbejde og løbende koordinering med politiet, siger underdirektøren.

Fodboldtogene på S-banen i hovedstadsområdet er en direkte udvidelse af det samarbejde, DSB i en årrække har haft med de danske fangrupper, der rejser på kryds og tværs af landet for at se 22 mænd jagte en bold. Det startede i foråret 2008, efter at fodboldtilhængerne havde raseret togvogne for op mod 10 millioner kroner på en sæson.

Da begyndte DSB at uddanne udvalgte medarbejdere i fankultur, håndtering af menneskemængder og mekanikkerne blandt fanatiske tilhængere, så de var rustede til opgaven. Samtidig indledte statsbanerne en tæt dialog med de dedikerede tilskuergrupper. På rekordtid svandt hærværket ind til næsten ingenting, når fansene rejste Danmark rundt med de såkaldte fjerntog.

Også fansene er glade for samarbejdet.

- De åbenlyse forbedringer i S-togene op til kampene er rigtig positive. Det er til gavn for både DSB, fansene, politiet og samfundet omkring os. Succesen bunder i, at de forskellige interessenter har samme mål og endelig er begyndt at tale sammen. Ved at være i løbende dialog som ligemænd opnår vi en festlig dag uden store problemer, siger Lasse Bauer, fankoordinator i Brøndby IF, til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik