Dronningen aflyste audiens: Nu undskylder hun personligt til John

Dronning Margrethe måtte aflyse audiens den 11. december. Nu undskylder hun i personligt brev.

Mandag den 11. december var en ærgerlig dag for John Gaden.

quote At sende et brev er den eneste måde, man kan beklage noget dybt. Jeg accepterer den undskyldning

John Gaden, leder af FOF aftenskole i Skanderborg

Den 81-årige var taget hele vejen fra Skanderborg til København i sit pæneste tøj for at møde dronningen ved audiens. Han fik muligheden for et personligt møde, fordi han i 50 år har arbejdet for FOF Aftenskole i Skanderborg.

Han havde i forvejen modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje med krone, og den ville han nu takke dronningen for. Dagen startede da også, som man kunne forvente:

- Vi skulle igennem et sikkerhedstjek, så tog én vores overtøj, og et par fine herre repeterede de ting, vi havde gjort for at få medaljen, med os. 76 mennesker stod i kø, folk var i god stemning, men så kom overraskelsen: En herre klappede i hænderne og meddelte, at man måtte aflyse audiensen, siger John Gaden. 

John Gaden måtte nøjes med et billede foran et portrætmaleri af dronningen.
John Gaden måtte nøjes med et billede foran et portrætmaleri af dronningen.
Foto: Privatfoto

Dronningen havde været på juleindkøb i London, men på grund af snefald kunne et fly ikke fragte hende hjem til audiens. Forsvaret havde sendt et fly til London for at hente Dronning Margrethe, men flyet fik ikke tilladelse til at lande på grund af sne.

Julemanden kom ikke

Det er første gang, at en audiens er blevet aflyst med så kort varsel, oplyste Kongehusets pressetjeneste. Kronprins Frederik var selv på ferie i Australien og kunne derfor ikke tage over.

 Stemningen var helt mat. I hallen hænger der et stort maleri af dronningen. Det blev populært blandt de 76 fremmødte, når vi ikke kunne møde hende selv. Og så gik man stille og roligt hjem. Jeg var ikke vred, men skuffet, siger han. 

- Jeg vil sammenligne det med en juleaften med familien. Børnene glæder sig, og man har danset om træet. Så klapper faderen i hænderne og siger, at julemanden er sneet inde med alle gaverne, siger John Gaden.

Dronningen var fanget i Heathrow Lufthavn, da fly ikke måtte lette på grund af sne.
Dronningen var fanget i Heathrow Lufthavn, da fly ikke måtte lette på grund af sne.
Foto: Sarah Christine Nørgaard - Scanpix

En undskyldning

Godt en uge senere fik han dog et brev med posten fra selveste dronningen.

- Der var et fint stempel uden på fra Amalienborg. Hun skrev, at hun beklagede dybt, at hun måtte aflyse audiensen. Så ønskede hun mig glædelig jul og godt nytår. Til sidst skrev hun, at hun håbede at se mig til audiens i det nye år, siger John Gaden.

- Det var skrevet på fint kongepapir, og så stod der "Kære John Gaden". Det kunne jeg godt lide, siger han.

Efter modtagelsen af brevet vil John Gaden overveje at tage til audiens igen.

- Det brev slår fast, at man gjorde, hvad man kunne. At sende et brev er den eneste måde, man kan beklage noget dybt. Jeg accepterer den undskyldning, siger han.

På John Gadens bryst ses hans fortjenstmedalje. Han har været leder i FOF aftenskole i Skanderborg i 50 år.
På John Gadens bryst ses hans fortjenstmedalje. Han har været leder i FOF aftenskole i Skanderborg i 50 år.
Foto: Privatfoto

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik