Dom giver kæmpe-bøder til Uber-chauffører: Flere kan være på vej

Der er afsagt dom i fire prøvesager, og Østre Landsret fastholder bøder. Det kan bane vej for bødesager til op mod 1500 andre Uber-chauffører.

Østre Landsret stadfæster store bøder på mange tusinde kroner til fire tidligere Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel.

Chaufførerne optrådte på en liste fra Uber i Holland, som har fungeret som bevis i sagen.

En mand får en bøde på 486.500 kroner for 5427 Uber-ture i 2015. De andre tre mænd får henholdsvis 110.000 kroner i bøde for 1282 ture, 60.000 kroner i bøde for 609 ture og 40.000 kroner for 399 ture samme år.

Kan blive afgørende for andre sager

Landsretten fandt altså ikke grundlag for at ændre på en dom i byretten, selv om anklagemyndigheden argumenterede for, at bøderne skulle skærpes. Det tager senioranklager Morten Ebbe Nielsen til efterretning.

- Jeg er tilfreds med dommen på den måde forstået, at anklagemyndigheden fik medhold i den tiltale, der var rejst i alle fire sager, og der er vel og mærke tale om en enstemmig dom fra landsrettens side, siger han.

Sagerne skal efterprøve, om oplysninger fra skattemyndigheder i Holland, hvor Uber har sit europæiske hovedkvarter, kan bruges som bevis i straffesager mod tidligere Uber-chauffører i Danmark.

Forsvaret har undervejs protesteret over brugen af skattelisterne som stort set eneste bevis i sagen.

- Vi er selvfølgelig skuffede over dommen, men noterer os, at en enstemmig landsret er enig med byretten og har stadfæstet dommene med den samme begrundelse og de samme bødestørrelser, siger forsvarer Eddie Omar Rosenberg Khawaja.

Han har repræsenteret alle fire chauffører i sagen.

- Nu skal vi have nærstuderet dommene, og så må vi finde ud af, om der er grundlag for at gå videre med det, eller om sagen er slut her, siger forsvareren.

Ifølge advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra Københavns Politi har politiet sigtet op mod 1500 andre tidligere chauffører, hvis navne stod på listen fra Holland.

Dommen bliver afgørende for, om man kan gå videre med de sager.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik