Distortion rykker rundt på scener: Kan mindske støjen

Københavnsk gadefest får færre og mere spredte scener i år. Det kan mindske støjniveauet.

Når Distortion i år løber af stablen, er der sandsynlighed for, at den dundrende bas og de høje festtoner i gaderne er lavere end tidligere.

Gadefesten, der varer fra 29. maj til 2. juni, har mindsket antallet af store musikscener, og generelt spredes festerne mere ud i år.

Den nye komposition beror på et ønske om at vende tilbage til, hvordan gadefesten oprindeligt var, og så kan det højne sikkerheden. Desuden kan den ændrede opbygning føre til lavere lydniveauer.

Det fortæller Mai Young Øvlisen, der er presseansvarlig for Distortion.

- Vi har lavet en ny komposition. Vi har skåret ned til halvt så mange store musikscener, så der er cirka ti om dagen. De bliver placeret længere fra hinanden, og færre er helt nær beboelse, siger hun.

Må ikke være højere end 80 decibel

På gader må musikken ikke være højere end 80 decibel målt ved nærmeste beboelse - altså ved lejligheder og opgange, der ligger ud til gadefesten. For pladser er støjgrænsen 60 decibel.

Det har dog vist sig svært for den fem dage lange festival at overholde. Sidste år blev niveauerne overskredet 15 til 20 gange dagligt, og kommunen måtte indskærpe, at reglerne skulle overholdes.

Distortion er utilfreds med støjgrænserne, som gadefesten mener, er sat for lavt. Ifølge Mai Young Øvlisen larmer almindelige fester hjemme i stuen typisk mere.

Dog har gadefesten sat kampen ind over for støjgenerne. Arrangørerne ved de enkelte scener har fået skrevet i deres kontrakter, at de ikke må bryde støjgrænsen.

Desuden får kommunens støjmålere i år selskab af et eksternt lydfirma, som Distortion har skullet hyre. Sammen tjekker de, om støjreglerne bliver fulgt.

- Lydfirmaet plomberer de store musiksceners miksere inden festen. Det vil sige, at de tester lydniveauerne og sætter begrænsninger på mikserne, så de ikke kan spille over de lovlige 80 decibel, siger Mai Young Øvlisen.

Store forventninger

Hun har store forventninger til gadefesten, der i år fejrer 21 år.

- Jeg håber, at dagene kommer til at forløbe med rigtig godt vejr og glade mennesker fra alle dele af det københavnske liv.

- Den glæde skal der være plads til, og det larmer lidt engang imellem, siger hun.

Distortion begynder på Nørrebro og rykker til Vesterbro, inden den i weekenden slutter på Refshaleøen.

De fleste dage bliver stikket til musikken trukket klokken 22.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik