Det kom frem på sjette dag i retssagen mod Peter Madsen

Tirsdag skulle forsvarens første vidner afhøres i sagen.

Afhøringen af vidner i retssagen mod Peter Madsen fortsatte tirsdag i Københavns Byret.

Og for første gang var de vidner, som forsvaret har indkaldt, på listen. Et af forsvarets vidner er Peter Madsens hustru, har forsvarer Betina Hald Engmark bekræftet over for TV 2.

Peter Madsens hustru var dog ikke blandt dagens vidner. Det var i stedet nogle af Peter Madsens bekendte samt de sidste personer, som havde set Kim Wall i live.

Kim Walls forældre var til stede

Kim Walls forældre var også tilstede i retten. De har kun én gang tidligere været der - det var på den første retsdag.

10 af de i alt 37 vidner i sagen afgav forklaring denne dag. Ét 11. planlagt vidne udeblev af ukendte årsager under dagens retsmøde.

29 vidner er indkaldt af anklageren og otte af forsvaret.

Peter Madsen afviste at svare på spørgsmål

I retten kunne den 47-årige Peter Madsen, som var iført en sort habitjakke, følge med i dagens vidneafhøringer.

Han afviste dog at svare på spørgsmål fra anklageren, efter at denne havde vist flere voldsomme videoer af mishandlinger, afbrænding og halshugninger, som blandt andet blev fundet på Peter Madsens harddisk. 

Ubådskaptajnen er tiltalt for drab, anden kønslig omgang end samleje, usømmelig omgang med lig og forskellige brud på søfartslovgivningen under en sejltur i ubåden 'UC3 Nautilus' i august 2017.

Peter Madsen nægter sig skyldig og hævder, at Kim Wall døde i en ulykke, og at han efterfølgende i en form for choktilstand besluttede sig for at partere liget.

Der afventes dom i sagen den 25. april.

TV 2s retsreporter Astrid Søndberg har dagen igennem liveblogget fra retssagen. Du kan læse hele livebloggen fra retsdag seks her.

01 Blev inviteret på solotur i ubåden

Dagens første vidne var en ung kvinde med lyst hår. Hendes forhold til Peter Madsen var teknisk.

Kvinden har arbejdet som frivillig på raketværkstedet, hvor hun arbejdede med centrifugen og hjalp med at gøre rent i ubåden. Senest få dage inden den 10. august, hvor Peter Madsen sejlede ud med Kim Wall.

Vidnet har aldrig set en grøn vandslange i ubåden, som Peter Madsen har hævdet nærmest var fast inventar i ubåden. Heller ikke jernrør, en 50 centimeter lang skruetrækker, træ til hylder, en sav eller ekstra keddeldragter har hun set i ubåden.

Til gengæld har hun set spændestropper, som ifølge anklageren blev brugt til at fastspænde Kim Walls ankler nede i ubåden. Ifølge vidnet blev de brugt til at lukke lugerne med.

Peter Madsen har én gang spurgt, om hun ville med alene på tur i ubåden. Det var den 26. juli.

02 Fik pludselig en mystisk invitation af Peter Madsen

Dagens andet vidne var endnu en lyshåret kvinde, som sammen med en veninde var ude at gå ved Refshaleøen i maj 2017. Kvinderne faldt i snak med Peter Madsen, som gav dem en rundvisning på ubåden. 

Der blev udvekslet numre, så kvinderne kunne komme med på tur i ubåden. Nogle dage efter skrev Peter Madsen og inviterede på en tur. Det blev aldrig til noget.

To måneder senere - i juli - ringede Peter Madsen til vidnet, som ikke tog telefonen. Hun synes, det var underligt. I august skrev han en sms, hvor han inviterede hende med på en ubådstur til Flakfortet. Vidnet kunne ikke den dag.

Vidnet antog, at mange fandt ubåden spændende. Derfor undrede hun sig over, at Peter Madsen ikke kontaktede nogle af dem i stedet for hende, der ikke havde givet lyd i et par måneder.

03 Diskuterede bortskaffelse af lig i Køge Bugt med Peter Madsen

Det tredje vidne var en mand med helt kort hår, som er en del af Copenhagen Suborbitals. Den rivaliserende raketforening, som Peter Madsen tidligere var del af.

Han fortalte, at Peter Madsen har et særdeles godt kendskab til Køge Bugt. For cirka 10 år siden havde de to mænd en diskussion om bortskaffelse af lig. 

Vidnet mente, det var Peter Madsen, som bragte emnet på banen. I den forbindelse blev en "rundkørsel" i Køge Bugt nævnt, som et godt sted at skaffe lig af vejen. Der er svært at dykke på grund af strømforholdene og at trække en sonar, som bliver unøjagtig på grund af temperaturskel og saltskel i vandlagene. 

"Rundkørslen" er ikke med på ubådens sidste rute. Den ligger lidt længere mod syd.

04 Peter Madsen var meget optaget af sagen om Amagermanden

Dagens fjerde vidne var en mand, som kender Peter Madsen fra tiden i Copenhagen Suborbitals.

- Peter Madsen er en gudsbenådet sælger. Han er virkelig god til at få enhver til at lægge arbejde eller penge i ethvert projekt, sagde vidnet.

Men Peter Madsen havde også interesse for kriminalsager. Han havde læst bøger om det og "sugede informationer til sig", ifølge vidnet. 

Blandt andet var Peter Madsen meget optaget af sagen om Amagermanden.

Vidnet huskede at have talt med Peter Madsen om en "trafikseparation" i Køge Bugt, og hvad en ubåd kan bruges til. 

- Er man i ubåden, så kan man sejle under det hele og gøre, hvad der passer én, sagde vidnet, som, efter ubåden blev efterlyst, foretog opmålinger af, hvor langt den havde kunnet sejle. Til Køge Bugt med tid til overs.

Under et tidligere politiforhør havde vidnet forklaret, at Peter Madsen havde nævnt, at Køge Bugt var et godt sted at skjule et lig.

Vidnet forklarede desuden, at Peter Madsens tredje forklaring om, hvad der skete i ubåden den 10. august, forklaringen om undertryk, giver god mening. Men ikke nødvendigvis i sammenhæng. 

For man kan ikke komme ind i ubåden udefra, hvis der opstår undertryk. Der er ikke nogen ventiler udefra. 
Vidnet har oplevet Peter Madsen rasende - men aldrig voldelig.

05 Talte om den ultimative forbrydelse

Dagens femte vidne var den navigatøruddannede Steen Lorck, der skulle have sejlet Nautilus til Bornholm. Men dagen før turen med Kim Wall fik han at vide, at turen til Bornholm var udsat.

En aften talte han med Madsen på raketværkstedet.

- Han sagde, at han drømte at begå den ultimative forbrydelse. Det var noget med politi til lands, til vands og i luften. Jeg fik ikke at vide, hvilken art forbrydelsen skulle have, huskede vidnet.

Vidnet havde ikke set stropperne i ubåden. Han kunne heller ikke se, hvad de skulle bruges til. Heller ikke den lange skruetrækker fra Biltema har han nogensinde set i båden.

Vidnet mente ikke, at man i tilfælde af undertryk i ubåden kunne komme ind udefra. Det var han det fjerde vidne, der havde sagt.

Ifølge vidnet havde han og Peter Madsen talt om, at de engang kunne gå ned med ubåden med vilje, når de blev gamle.

06 Der er ikke dårlig stemning

Det sjette vidne var forsvarets første vidne i sagen. Det var en kvinde, som var ude at sejle i en jolle om aftenen den 10. august. 

Hun så ubåden foran Trekroner og tog et billede med sin mobil.

- Jeg ser en dame i tårnet i en orange jakke. Der kommer en mand op i tårnet. Det er en fin sommeraften, de står og kigger ud, siger vidnet.

- Der er ikke dårlig stemning.

07 Den sidste, som så Kim Wall i live

Dagens syvende vidne var en mand, som var ude at sejle med sin søn den 10. august. Ved indsejlingen til København så de ubåden.

- Jeg sejlede op til ubåden, og jeg blev budt velkommen af Peter Madsen. Det virkede meget venligt, sagde vidnet.

- Jeg kan se to mennesker. Jeg kan se en pige i en orangerød trøje oppe i tårnet. Jeg taler kun med Peter Madsen.

Kim Wall tog et billede af dem, og de et billede af hende. Det sidste billede af Kim Wall.

- Hun var imødekommende og venlig, det var en utrolig smuk sommeraften, sagde vidnet. 

Han var formentlig den sidste, der så Kim Wall i live.

08 Peter Madsen søgte på halshuggede og brændte kvinder

Et af dagens vidner blev af ukendte årsager aflyst. I stedet brugte anklageren den ekstra tid til at gennemgå de videoer, han vil afspille i retten i forbindelse med dokumentationen i sagen. Blandt andet videoer søgt på eller set fra Peter Madsens gendannede iPhone.

Den 26. juli søgte Peter Madsen på "female beheading" (kvindelig halshugning red.).

Søgningen førte frem til den samme film, som Peter Madsen så natten inden sejlturen med Kim Wall.

Peter Madsen søgte også på ordene "Mexican female beheading" og "off with your head Mexico" og fandt en video, hvoraf 10 sekunder blev afspillet i retten.

Et andet klip på Peter Madsens eksterne harddisk viste en kvinde få hugget hovedet af med en machete. Et tredje klip viser en kvinde blive brændt levende.

Et fjerde klip viste en animationsvideo, hvor to kvinders hoveder sættes på et spid.

På en femte video bliver en kvinde fastspændt og mishandlet.

Filmene lå gemt i mapper med navne som "beheading" og "burn" på Peter Madsens eksterne harddisk. Andre mapper hedder "hang" og "stab". 

På en anden harddisk ved navn "Peter Madsen" findes en video med fire personer, der henrettes ved halshugning, to mænd og to kvinder.

Anklageren argumenterede for, at Peter Madsen interesserede sig for halshuggede kvinder som et eventuelt motiv for, hvad der skete med Kim Wall.

Anklageren ønskede at stille spørgsmål til Peter Madsen om dødsvideoerne. Det nægtede Peter Madsen via sin forsvarer.

09 Vidne talte med Peter Madsen i helikopter

Det ottende vidne var en mørkhåret mand, der var forsvarets vidne. Han var fartøjschef i den redningshelikopter, som var med i eftersøgningen af ubåden Nautilus.

Peter Madsen kom ind i helikopteren, efter han var sejlet i land. Her talte vidnet med ham.

- Jeg synes, han virkede lidt indelukket. Det var, som om han sad og overvejede et eller andet, sagde vidnet under afhøringen. 

Under politiforhøret havde vidnet forklaret, at Peter Madsen svarede kort på de spørgsmål, der blev stillet.

Vidnet huskede, at Peter Madsen fik at vide, han skulle afhøres med en sigtets rettigheder. Så sagde han, at han ville have en forsvarer. Han slog måske lidt hurtigt om fra at have siddet og kigget ned i gulvet, mente vidnet.

10 Holdt kontakten med Peter Madsen

Dagens niende vidne var en mand, som kender Peter Madsen fra tidligere. Han kom i rumlaboratoriet og besøgte Peter Madsen cirka én gang om ugen. Måske lidt sjældnere i 2017.

Vidnet har ikke set voldelige videoer sammen med Peter Madsen.

- Peter kan godt være meget opfarende, hvis der er noget, der ikke virker, sagde vidnet. 

Men det var kun i forhold til ting. Vidnet havde aldrig oplevet Peter Madsen være voldelig.
Under politiforhøret beskrev vidnet Peter Madsen som "manisk" under et møde halvanden uge op til afsejlingen.

Vidnet bekræftede desuden, at han under et politiforhør sagde, at han mente, Peter Madsen var til "hård sex".

11 Vidne brød regler

Det tiende vidne var til stede i retten den første retsdag. Han vidste ikke, at han ikke måtte være til stede.

Det var forsvarets vidne. Anklageren protesterede ikke.

Vidnet har kendt Peter Madsen i 14 år. Han leverede trykluft til ham fra en dykkerklub. De to mænd kom på venskabelig fod. Vidnet var med til at bygge Nautilus og har sejlet cirka 30 gange med ubåden.

Vidnet huskede, som det første af alle vidnerne, at Peter Madsen havde nævnt, at der skulle bygges hylder nede i ubåden.

Vidnet syntes, at det virkede logisk at tage en sav med ned i ubåden. Og så alligevel ikke. Da han tidligere byggede noget nede i ubåden, savede han oppe på land.

Vidnet har ikke set den tilspidsede skruetrækker før, som anklageren mener blev brugt til at mishandle Kim Wall. Vidnet mener heller ikke, det ville være nødvendigt at tilspidse skruetrækkeren for at bruge det som "jordspyd", som Peter Madsen tidligere har forklaret.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik