Det kan du lave i weekenden: Amerikansk fodbold og Tetris-DM

Ind med en hård tackling, en romantisk tur under vandet eller en DM-titel i Tetris. Der er noget for enhver smag i denne weekend.

Har du endnu ikke planlagt weekenden, så er her tre bud på, hvad du kan kaste dig over. 

Prøv kræfter med amerikansk fodbold

Natten til mandag foregår den legendariske superbowl-finale i USA, og for at varme op til den inviterer flere danske klubber til "Rookie Day". 

Der er åbent hus i 22 klubber over hele landet i SuperBowl-weekenden d. 4.-5. februar, så gå ind og find en klub i nærheden, hvis du trænger til at sætte en hård tackling ind, eller måske bare snuse til sporten. Klubberne har åbent hus på forskellige tidspunkter, så gå ind og tjek tiderne på den enkelte klub. 

Spillere fra klubben vil byde dig velkommen og præsentere dig for sporten. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage. 

Klubber på Sjælland, der holder åbent hus: 

Amager Demons
Copenhagen Tomahawks (København SV)
Copenhagen Towers (Gentofte)
Herlev Rebels
Kronborg Knights
Slagelse AFC
Søllerød Gold Diggers

Her kan du finde tid og sted i klubberne. 

Her kan du læse mere om arrangementet. 

En unik tur under vandet

Søndag er der for første og måske eneste gang mulighed for at gå gennem en tunnel under havnen mellem Islands Brygge og Kalvebod Brygge. 

Det er Hovedstadens Forsyningsselskab - HOFOR - der gennem de seneste år har bygget en tunnel under havnen. Den er 320 meter lang og tre meter i diameter og skal være med til at sikre forsyningen af fjernvarme til borgere i Indre By. Nu står tunnelen færdig, og HOFOR åbner søndag dækslerne til dybet, så folk kan tage turen under vandet. 

Der er kun mulighed for at gå den ene vej – fra Islands Brygge til Kalvebod Brygge – så sætter man for eksempel sin cykel eller bil ved nedgangen, så må man retur over Bryggebroen eller Langebro for at hente den. Der er heller ingen elevator, så man skal kunne klare trapper både 25 meter ned og 25 meter op på den anden side.

Man skal sætte 20 til 30 minutter af til oplevelsen i dybet, vurderer HOFOR.

Nedgang til tunnelen er på Islands Brygge nær Kulturhuset. Der er åbent søndag fra klokken 11.00-14.00. 

Du kan læse mere om arrangementet her. 

DM i Tetris

Lørdag er der DM i Tetris, det sker på Bip Bip Bar på Wesselsgade 4 på Nørrebro i København. 

Alle er velkomne til at komme og se på, men skal du være med i konkurrencen, skal du møde op og tilmelde dig kl. 14. De første spil går i gang kl. 15.

Alle aldre er velkomne til at komme og spille med, og arrangementet varer frem til klokken 20. 

Er du mester i Tetris og lige det bedre end alle de andre deltagere, så giver en førsteplads adgang til EM i Tetris i 2017. 

Du kan læse meget mere om arrangementet her.

Søllerød Gold Diggers holder åbent hus lørdag d. 4. fra 12.00-14.00. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik