Det første DM i computerspillet CS:GO vindes af underdog

I det første officielle danmarksmesterskab i CS:GO vandt Fragsters efter en sen finalekamp.

quote Vi havde det bedste hold. Det var derfor, vi vandt. Skål.

Nicolai "torben iorden" Amorim, Fragster

Det første danmarksmesterskab i computerspillet Counter-Strike: Global Offensive (CS:GO) er blevet afholdt i Øksnehallen i København, og sejren er overraskende gået til holdet Fragsters, skriver Ritzau.

Med æren følger 100.000 kroner.

Fragster vandt DM i CS:GO.
Fragster vandt DM i CS:GO.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Scanpix

Holdet Singularity sluttede på andenpladsen og vinder 30.000 kroner. 

Grundet computerproblemer blev semifinalerne udskudt, og det betød, at finalen først blev færdigspillet klokken 3 natten til torsdag. Fragsters var dog umiddelbart ikke mærket af det sene tidspunkt, for i den tredje og afgørende dyst vandt holdet hele 16-6 over Singularity.

- Vi havde det bedste hold. Det var derfor, vi vandt. Skål, siger Nicolai "torben iorden" Amorim efter finalen.

Ikke favoritternes aften

Sådan spiller man CS:GO

  • Man spiller to hold mod hinanden - fem på hvert hold. Kampene kan spilles over internettet, men ved store turneringer sidder spillerne på samme scene over for hinanden.
  • Det ene hold er terrorister og skal forsøge at plante en bombe, mens det andet hold agerer anti-terrorkorps, som skal forsøge at forhindre, at bomben detonerer.
  • Kampen foregår på en af flere mulige baner, der indeholder masser af gange, gemmesteder og smutveje.
  • En runde varer to minutter, og hvis terroristerne får held med at detonere bomben eller skyde alle fem modstandere ned, får de et point. Ellers går pointet til det andet hold.
  • Man spiller 15 runder, og så bytter de to hold roller. Det hold, der først når 16 point, vinder kampen. Nogle gange spiller man også bedst af tre eller bedst af fem baner.

Der var seks hold med i turneringen fra start. To havde fået direkte billet til semifinalerne, mens fire andre havde kvalificeret sig og skulle spille kvartfinaler. Men det blev ikke favoritternes aften i Øksnehallen.

Både Tricked og eFuture, som på forhånd havde fået direkte billet til semifinalen, måtte se sig slået ud af semifinalerne af henholdsvis Fragsters og Singularity. De to slagne favorithold kan dog lune sig med 10.000 kroner hver.

Astralis, det vel nok mest kendte danske e-sportshold, var ikke med i turneringen i Øksnehallen. 

København kan blive e-sports mekka

Danmarksmesterskabet i CS:GO er en del af arrangementet Copenhagen Games, der strækker sig fra onsdag til lørdag i påsken. 

900 spilentusiaster fra hele verden skal game, mens man forventer, at 8.000 fans kigger forbi Øksnehallen. Tre millioner følger med i turneringen online. 

E-sport er i kæmpe fremgang i Danmark og mange andre steder i verden. Og det har Københavns Kommune set fidusen i. Derfor er kommunen hovedsponsor på Copenhagen Games i Øksnehallen, der varer indtil lørdag.

København har også bidraget med to millioner til et nyt, stort e-sportscenter, som investorer sammenlagt har smidt 200 millioner efter. Her skal fire af Nordens e-sportshold inden for spillet Counter-Strike indlogeres under organisationen RFRSH Entertainment.

- Det giver god omsætning. De bliver lagt nogle penge på hotellerne, der bliver købt mad på restauranterne - så det er også god økonomi for kommunen, siger Carl Christian Ebbesen, der er kultur og fritidsborgmester i København, til TV 2 Lorry.

quote Jeg tror virkelig, at inden for to til tre år så er København med hvor det er rigtig sjovt med de rigtig store turneringer

Nicolai Petersen, Counter Strike-spiller, Tricked

Også erhvervsmanden Lars Seier Christensen, FC København og Nordisk Film har skudt penge i fænomenet.

Og spørger man spillerne selv, spår de København som fremtidens nordiske e-sports-mekka:

- København er i stor kamp med Sverige, men hvis de rigtige folk kommer ind bag det, så tror jeg virkelig, at inden for to til tre år så er København med, hvor det er rigtig sjovt med de rigtig store turneringer, siger Nicolai Petersen, Counter Strike-spiller, Tricked, til TV 2 Lorry.

En sport med dollars i

Der er efterhånden kommet rigtigt store præmiepuljer til de største turneringer i CS:GO, kaldet majors.

Den seneste foregik i Atlanta i USA, og den vandt det danske hold Astralis. Sejren indbragte en førstepræmie på 500.000 dollar - svarende til 3,5 millioner kroner - til deling.

Astralis er ikke det eneste danske hold, der blander sig i den internationale elite. Også North - der ejes af Nordisk Film og Parken Sport & Entertainment - er blandt verdens bedste, ligesom Heroic er det. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik