Demonstranter går på gaden for at kræve ny voldtægtslov: "Vi vil ikke vente mere"

Organisationer demonstrerer søndag for en ny voldtægtslov. Kravet er en lov, der baserer sig på samtykke. Sex skal være frivilligt, ellers er det voldtægt, mener de.

- Vi vil ikke vente mere. Vi skylder danske voldtægtsofre, at de bliver beskyttet bedre.

Sådan lyder ordene fra Helle Jacobsen, programleder hos Amnesty Danmark.

Sammen med 13 andre organisationer indkalder Amnesty søndag eftermiddag til demonstrationer i landets fire største byer – heriblandt København.

Her vil man demonstrere for en ny voldtægtslovgivning, der skal give kvinder en bedre beskyttelse mod seksuelle overgreb.

Det sker på FN's internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder.

- En samtykkebaseret voldtægtslovgivning vil bringe dansk lov ind i det 21. århundrede og stadfæste princippet om, at sex altid skal være frivilligt.

- Det vil give ofrene større retfærdighed og være et afgørende skridt i kampen for retten til egen krop, siger Helle Jacobsen.

Vil sende kraftigt signal 

Som loven er nu, afgøres voldtægtssager ud fra, om det kan bevises, at offeret har været udsat for vold, tvang, trusler eller har befundet sig i en forsvarsløs tilstand.

Men Amnesty og flere andre organisationer vil have lavet loven om, så sex uden samtykke defineres som voldtægt.

Ifølge Amnesty har cirka hvert tredje europæiske land sådan en lovgivning. Det gælder eksempelvis Sverige, Tyskland og England. Men i Danmark er loven skruet anderledes sammen. 

- Vi håber, at demonstrationerne vil sende et kraftigt signal til den danske regering om, at det er på tide at ændre lovgivningen, siger Helle Jacobsen.

Kun hver tiende anmedelse i 2017 endte med dom

Det skønnes ifølge Det Kriminalpræventive Råd, at cirka 5100 kvinder hvert år udsættes for tvangssamleje eller forsøg på det.

944 personer anmeldte i 2017 voldtægt til politiet, og ud af disse sager endte 94 med domfældelse.

Det er alt for lidt, lyder det fra arrangøren af søndagens demonstrationer.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (Kons.) har nedsat en ekspertgruppe, der skal se på voldtægtslovgivningen herhjemme. 

Demonstrationen i København starter ved Bertel Thorvaldsens plads i Indre By. På Facebook har mere end 500 personer tilmeldt sig

Udover i København finder der også demonstrationer sted i Aarhus, Aalborg og Odense.

Tilbage i 2016 blussede debatten om opfattelsen af voldtægt for alvor op i forbindelse med en meget omtalt voldtægtssag fra Herfølge, som mange sikkert husker. Sagen omhandlede tre unge drenge, der var anklaget for at have voldtaget en 17-årig pige til en ungdomsfest. Drengene blev frifundet i byretten, og det skabte store protester og demonstrationer. Senere blev de dog dømt i landsretten.

Her kan du se et tidligere indslag fra 2016, hvor der var demonstration i København i forbindelse med voldtægtssagen fra Herfølge.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik